Lov om indgaaelse og opløsning av egteskap

Act concerning the entering and dissolution of marriage

Lov^*1 31. mai 1918 nr. 2 om indgaaelse og opløsning av egteskap

* Bekjendtgj. 4 juni i Lovtid. Iste avd. nr. 23.
1 St.besl. 15 mai. Se Ot.prp. nr. 43 for 1917. Indst. O.V. St.tid., forh. i Ot. s. 585-690, 739-742; i Lt. s. 130-141, 145.

1ste kapitel. Betingelserne for egteskap
2det kapitel. Lysning
3dje kapitel. Vigsel
4de kapitel. Egteskaps ugyldighet og omstøtelse
5te kapitel. Opløsning av egteskap
6te kapitel. Rettergangsregler
7de kapitel. Forskjellige bestemmelser

1ste kapitel. Betingelserne for egteskap

§ 2. Den, som er under en og tyve aar, maa ikke indgaa egteskap uten forældrenes samtykke.

      Er den ene av forældrene død eller sindssyk eller frakjendt forældremyndigheten,¹ eller kan uttalelse fra den ene av dem ikke indhentes uten særlig vanskelighet eller forhaling, er samtykke fra den anden av forældrene tilstrækkelig.

      Er samlivet mellem forældrene ophævet ved bevilling eller deres egteskap opløst, kræves alene samtykke fra den av forældrene, som efter avtale eller efter bestemmelse av amtmanden har barnet hos sig. For barn, hvis forældre ikke har indgaat egteskap med hinanden, kræves alene samtykke fra den av forældrene, som har omsorgen for det.²

      Er begge forældre eller den av dem, hvis samtykke efter tredje led skulde kræves, i noget av de i andet led nævnte tilfælde, kræves samtykke fra verge eller kurator. For barn, hvis forældre ikke har indgaat egteskap med hinanden, gjælder det samme, naar ingen av forældrene har omsorgen for det.

1 Jfr. lov av 6. juni 1896 (nr. 1) § 2.
2 Jfr. lov av 10. april 1915 nr. 3, §§ 3-5.

§ 3. Den, som er gjort umyndig, maa ikke indgaa egteskap uten samtykke av vergen.

§ 4. Negtes samtykke i de tilfælde, som er nævnt i §§ 2 og 3, kan amtmanden paa begjæring gi tilladelse til egteskapet, hvis der ikke er skjellig grund til negtelsen. Før amtmanden træffer sin avgjørelse, skal han gi vedkommende adgang til at uttale sig.

§ 5. Den, som er sindssyk, maa ikke indgaa egteskap.¹

1 Jfr. § 34.

§ 6. Den, som lider av syfilis, der endnu frembyr smittefare, maa ikke indgaa egteskap. Den, som lider av anden venerisk sygdom, der endnu frembyr smittefare, eller av epilepsi eller spedalskhet maa ikke indgaa egteskap, uten at den anden part er gjort bekjendt med sygdommen og begge parter har faat mundtlig veiledning av en læge om farerne ved sygdommen.

      Den lægerne ifølge lovgivningen paahvilende taushetspligt¹ gjælder ikke aabenbaring overfor vedkommende myndighet sigtende til at hindre, at egteskap indgaaes i strid med denne paragraf. De kan i saadant tilfælde føres som vidner i egteskapssak, og straffeproceslovens § 178, første led, kommer i saa fald ikke til anvendelse. Er en læge vidende om, at nogen, som har begjært lysning efter denne lov, lider av nogen saadan sygdom, som i foregaaende led nævnt, pligter han at gi vedkommende myndighet meddelelse herom.

1 Jfr. den alm. borg. straffelov av 22. mai 1902 § 144.

§ 7. Egteskap maa ikke indgaaes mellem slegtninger i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende.¹

1 Jfr. § 31.

§ 8. Egteskap maa ikke indgaaes mellem personer, av hvilke den ene har været gift med den_andes slegtning i ret op- eller nedstigende linje.¹

1 Jfr. § 31.

§ 9. Ingen maa indgaa nyt egteskap, saalænge det tidligere egteskap bestaar.¹

1 Jfr. § 31.

§ 10. Kvinde, som har været gift, maa ikke indgaa nyt egteskap før ti maaneder efter ophøret av det tidligere egteskap. Dog behøver fristen ikke at avventes, hvis hun ikke er frugtsommelig eller ikke var det ved egteskapets ophør, eller hun senere har født, eller ti maaneder er gaat, siden samlivet med den tidligere egtefælle ophørte.

§ 11. Hvis ikke fritagelse for skifte særlig er hjemlet, maa den, som har været gift og ved egteskapets ophør levet i formuesfællesskap, ikke indgaa nyt egteskap, før skifte er holdt med den tidligere egtefælle eller dennes arvinger, eller boet er overgit til skifterettens behandling. I de tilfælde, som er omhandlet i lov om skifte av mindre dødsboer av 27 mars 1869 § 3, er det nok, at den foreskrevne opgave eller fortegnelse er indlevert.

      Vedkommende regjeringsdepartement kan frita for overholdelse av denne forskrift, naar særlige grunde taler for det.

2det kapitel. Lysning

§ 12. Før egteskap indgaaes, skal der foregaa en offentlig lysning.

      Lysning maa begjæres av begge brudefolk hos vigselmanden¹ paa det sted i riket, hvor en av dem bor, eller, hvis ingen av dem har bopæl her, paa det sted, hvor en av dem opholder sig.

1 Jfr. §§ 22 og 24.

§ 13. Før lysning sker, skal brudefolkene skaffe følgende bevisligheter:

      1. Hver av dem skal fremlægge daabsattest eller anden offentlig fødselsattest. Hvis saadan attest ikke kan skaffes uten særlig vanskelighet eller forhaling, kan andet tilfredsstillende bevis for navn og alder godtages.

      2. Hvis nogen av brudefolkene er under den alder, som er bestemt i § 1, maa tilladelse til egteskapet fremlægges.

      3. Hvis samtykke av forældre, verge eller kurator utkræves efter § 2 eller § 3, maa det godtgjøres, at samtykke er git, eller at amtmanden har git tilladelse til egteskapet.

      4. Hvis det vites, at nogen av brudefolkene har været sindssyk uten at ha faat attest for helbredelsen, eller hvis der ellers er grund til at anta, at nogen av dem er sindssyk, skal der fremlægges attest om, at sindssygdom ikke nu har kunnet paavises. Saadan attest kan alene gives av en dertil autorisert.

      5. Brudefolkene skal hver for sit vedkommende avgi en skriftlig erklæring paa ære og samvittighet om, at han ikke lider av syfilis, som endnu frembyr smittefare, og hvorvidt han lider av anden venerisk sygdom, som endnu frembyr smittefare, eller av epilepsi eller spedalskhet. Gaar erklæringen ut paa, at han lider av anden venerisk sygdom end syfilis eller av epilepsi eller spedalskhet, skal det godtgjøres, at den anden part er gjort bekjendt med sygdommen, og at begge parter har faat veiledning av en læge om farerne ved sygdommen.

      6. Brudefolkene skal begge skriftlig paa ære og samvittighet erklære, at de ikke er saa nær beslegtet eller besvogret som nævnt i § 7 eller § 8.

      7. Hver av brudefolkene skal avgi en skriftlig erklæring paa ære og samvittighet om, hvorvidt han har indgaat egteskap tidligere. Er det tilfældet, skal der fremlægges bevis for, at det tidligere egteskap er ophørt ved død, skilsmisse eller omstøtelse, eller at det er kjendt ugyldig.

      Bevis for den tidligere egtefælles død føres som regel ved attest fra indenlandsk eller utenlandsk offentlig myndighet. Hvis saadan attest ikke kan skaffes, kan parten forebringe sine oplysninger og beviser for stedets underdommer, som avgjør, hvorvidt beviset skal tages for godt.¹

      Beviset for, at et egteskap er ophørt ved skilsmisse eller omstøtelse, eller at det er kjendt ugyldig, føres ved fremlæggelse av bevillingen eller av dommen med attest for, at denne er endelig.

      Kongen bestemmer, hvorvidt utenlandske bevillinger eller domme kan tjene som bevis for et egteskaps ophør.

      8. Har bruden tidligere været gift, og vil hun indgaa egteskap, før den i § 10 bestemte ventetid er forløpet, maa hun føre bevis for, at hun er berettiget til det.

      9. Den, som tidligere har været gift, skal desuten godtgjøre, at der ikke av hensyn til forskriften i § 11 er noget til hinder for indgaaelsen av nyt egteskap.

      10. Hver av brudefolkene skal avgi en skriftlig erklæring paa ære og samvittighet om, hvorvidt han har barn utenfor egteskap.

      11. Hver av brudefolkene skal stille en forlover, som paa ære og samvittighet skal erklære, at han nøie kjender vedkommende, og oplyse, om parten tidligere har indgaat egteskap, og om denne er saaledes beslegtet eller besvogret med den anden part som nævnt i § 7 eller § 8.

      Som forlover kan alene godtages fuldmyndig mand eller kvinde. I særegne tilfælde kan amtmanden gi samtykke til, at egteskap stiftes uten forlovere, eller at der bare stilles én forlover for begge parter.

      12. Forskriften i forordning av 3. april 1810 § 10, andet punktum, om bevis for, at brudefolkene er vaksinert eller har hat de naturlige kopper, blir indtil videre at iagtta.

1 Jfr. § 30.

§ 14. Naar de foreskrevne bevisligheter er bragt tilveie, utfærdiger vigselmanden straks lysning. Denne skal indeholde brudefolkenes fulde navn, stilling og bopæl eller opholdssted med tilføielse av, at de agter at indtræde i egteskap.

      Er det magtpaaliggende, at lysning sker straks, kan lysning utfærdiges, selv om ikke alle foreskrevne bevisligheter er bragt tilveie.

§ 15. Lysningen kundgjøres av vigselmanden i «Norsk Kundgjørelsestidende» og for dem, som ønsker det, ogsaa i kirken.

      Hvis nogen av brudefolkene har sit bosted i utlandet, skal lysningen tillike kundgjøres der i de tilfælde og paa den maate, som Kongen bestemmer.

      Lysningen maa være kundgjort mindst fjorten dage, før egteskapet indgaaes. Skal kundgjørelsen tillike ske i utlandet, bestemmer Kongen lysningsfristen.

§ 16. Oplysning om, at der er nogen hindring mot egteskapet, meddeles i tilfælde den vigselmand, som har utfærdiget lysningen.

§ 17. Finder vigselmanden ikke, at der er nogen hindring mot egteskapet, skal han efter lysningsfristens utløp paa begjæring gi brudefolk, som vil indgaa egteskap for en anden vigselmand, en attest om, at lysning har fundet sted, og at der ikke er nogen hindring mot egteskapet.

       Hvis lysning er foretat, før alle foreskrevne bevisligheter er bragt tilveie, maa attesten ikke gives, før de manglende bevisligheter foreligger.

      Negtes lysning, kan hver av parterne inden 14 dage, efterat han har mottat underretning herom, indanke negtelsen for amtmanden, som efter at ha indhentet fornødne oplysninger kan bestemme, at lysning skal finde sted.

§ 18. Lysning kan undlates, hvis en av parterne ligger paa sit dødsleie. Naar det ellers vil være til stor ulempe at opsætte egteskapet, kan amtmanden gi samtykke til, at lysningsfristen forkortes, eller at al lysning undlates.

§ 19. For lysning og lysningsattest betaler brudefolkene intet. Utfærdiges lysningen av særskilt beskikket vigselmand (jfr. § 24), tilkommer der ham av det offentlige kr. 2,00 for hver lysning og kr. 0,50 for hver lysningsattest. Utgiftene ved lysningens kundgjørelse i utlandet betales av brudefolkene.

      Enhver vigselmand skal uten godtgjørelse bistaa andre vigselmænd med kundgjørelse av lysning inden sit distrikt og meddele dem attest herom.

3dje kapitel. Vigsel

§ 21. Vigsel paa kirkelig maate kan ske:

1. i statskirken, naar begge brudefolk er medlemmer av denne, eller naar den ene er medlem av statskirken og den anden er dissenter;

2. i en ordnet dissentermenighet, naar Kongen har godkjendt formen for egteskapsstiftelse i vedkommende trossamfund, og enten begge brudefolk tilhører dette samfund, eller den ene tilhører dette og den anden er medlem av statskirken eller er dissenter.

      Kongen kan bestemme, at medlemmer av utenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være likestillet med den norske statskirkes medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vigsel.

      Ved dissentere forstaaes her de, som er nævnt i lov angaaende kristne dissentere m.v. av 27. juni 1891 § 1 og § 24, første led (jfr. lov av 27. juli 1896).

§ 22. Vigsel paa kirkelig maate foretages i statskirken av en dertil berettiget prest og i en ordnet dissentermenighet av dennes prest eller forstander.

      Prest i statskirken kan negte at foreta vigsel, hvis en av brudefolkene ikke tilhører statskirken, eller hvis ingen av dem tilhører hans menighet.

      Prest eller forstander for en ordnet dissentermenighet kan negte at foreta vigsel, hvis en av brudefolkene ikke tilhører hans trossamfund.

§ 23. Adgangen til at bli borgerlig viet staar aapen for alle, uanset om brudefolkene kan bli kirkelig viet.

§ 24. Borgerlig vigsel foretages i kjøpstæderne av notarius publicus, paa landet og i ladestedene enten av notarius publicus eller, hvor avstandsforhold eller andre omstendigheter gjør det særlig ønskelig, av en dertil skikket mand, som overøvrigheten efter herredsstyrets indstilling for 6 aar ad gangen beskikker for herredet.

      Vigselmanden pligter at foreta vigsel, selv om ikke nogen av brudefolkene har bopæl eller fast ophold i hans distrikt.

§ 25. Hvis ikke fritagelse for lysning er hjemlet ved § 18, skal vigselmanden paase, at lovlig lysning har fundet sted. Har han selv utferdiget lysningen, før alle bevisligheter er bragt tilveie (jfr. § 14 andet led), maa vigsel ikke ske, før de manglende bevisligheter foreligger. Har han ikke selv utferdiget lysningen, maa der fremlægges saadan attest, som er nævnt i § 17. I alle tilfælde skal han negte vigsel, hvis han vet, at betingelserne for egteskap ikke er tilstede.

      Er der hengaat mer end tre maaneder fra utløpet av lysningsfristen, maa vigsel ikke foretages uten efter ny lysning. Negter vigselmanden at foreta vigsel, kan hver av parterne inden 14 dage indanke negtelsen for amtmanden, som efter at ha indhentet fornødne oplysninger kan bestemme, at vigselen kan finde sted.

§ 26. Skal parterne vies uten foregaaende lysning, paaser vigselmanden, at de bevisligheter, som er nævnt i § 13, skaffes tilveie.

§ 27. Vigsel skal foregaa i overvær av mindst to vidner.

      Ved vigselen skal brudefolkene under samtidig nærvær for vigselmanden paa hans spørsmaal erklære, at de vil ta hinanden tilegte, og derefter av ham erklæres for egtefolk.

      De nærmere regler om formerne ved vigsel i statskirken og ved borgerlig vigsel gives av Kongen. Ved vigsel av prest eller forstander for dissentermenighet iagttages de former, som er godtkjendt av Kongen. Bekjendtgjørelse om godkjendelsen skal indrykkes i Lovtidende.

§ 28. En vigsel her i riket er uten virkning, hvis den ikke er utført av en myndighet, som kan foreta vigsel, eller hvis der ikke er gaat frem som bestemt i § 27, andet led.

      At de øvrige forskrifter om fremgangsmaaten ved vigsel eller om lysning ikke er fulgt, eller at vigselmanden har overskredet grænserne for sin myndighet, har ingen indflydelse paa vigselens gyldighet.

§ 29. Vigsel i statskirken indføres i kirkeboken.

      Vigsel av prest eller forstander for dissentermenighet indføres i den anordnede protokol og indberettes til øvrigheten overensstemmende med lov av 27. juni 1891 nr. 1 § 3.

      Vigsel av borgerlig vigselmand indføres i protokol. Vigselmanden skal inden fjorten dage sende melding til sognepresten paa det sted, hvor egtefolkene tar bopæl, eller, hvis dette ikke kan opgives, til sognepresten paa det sted, hvor egteskapet blir indgaat.

      Har nogen av egtefællerne sit bosted i utlandet, skal underretning meddeles paa den maate, som Kongen bestemmer.

      Nærmere regler om de oplysninger, som skal gives ved melding om foretagne vigsler, gives av Kongen.

§ 30. For vigsel og vigselsattest betaler brudefolkene intet. Særskilt beskikket vigselmand (§ 24) tilkommer av det offentlige for hver vigsel kr. 3,00 og for utskrift eller attest kr. 0,50. Brudeparret utreder i tilfælde lovbestemt skyssgodtgjørelse til vigselmanden.

4de kapitel. Egteskaps ugyldighet og omstøtelse

§ 31. Er egteskap indgaat i strid med § 7, § 8 eller § 9, er det ugyldig.

      I tilfælde av tvegifte vinder dog det nye egteskap gyldighet uten ny vigsel, hvis det tidligere egteskap er ophørt eller kjendt ugyldig, før sak er reist til erhvervelse av dom for det nye egteskaps ugyldighet.

      Sak til erhvervelse av dom for egteskapets ugyldighet skal reises av paatalemyndigheten, men kan ogsaa reises av enhver av egtefællerne og i tilfælde av tvegifte tillike av egtefællen i det tidligere egteskap.

§ 32. Egteskap, som er ugyldig efter § 31, regnes med hensyn til forskriftene i §§ 8 og 10 like med et gyldig egteskap. Det samme gjælder med hensyn til forskriften i § 9, saalænge egteskapet ikke er kjendt ugyldig.

§ 33. Hvis den ene av parterne i et egteskap, som er ugyldig efter § 31, var i god tro ved indgaaelsen, den anden derimot ikke, er den sidste pligtig til at yde den første erstatning for det formuestap, denne har lidt som følge av egteskapet, og desuten saadan erstatning for tap i fremtidig erhverv, som retten under hensyn til den utviste skyld og omstændighetene forøvrig finder billig. Retten kan desuten paalægge den skyldige at yde en efter billighet avpasset pengesum som opreisning for den voldte tort og anden skade av ikke økonomisk art.

      Erstatningen og opreisningen begrænses i tilfælde av tvegifte saaledes, at egtefællen i det tidligere egteskap eller dennes arvinger saavidt mulig ikke blir værre stillet, end om det nye ugyldige egteskap ikke var indgaat.

      Istedenfor erstatning for tap i fremtidig erhverv efter første led kan domstolen paa begjæring tilkjende parten ret til underholdsbidrag av den anden. Bidraget fastsættes og inddrives efter de regler, som gjælder for tilfælde av egteskaps opløsning.¹ Det bortfalder, hvis den berettigede gifter sig paany.

      Var begge parter i god tro ved indgaaelsen, kan retten paalægge den ene at yde den anden erstatning for det, som denne ved sin virksomhet har bidrat til at forbedre eller opretholde den førstes økonomiske stilling. Erstatningen fastsættes av retten efter billighet.

      Kravet paa erstatning og opreisning maa gjøres gjældende under den sak, som anlægges for at faa egteskapet kjendt ugyldig, eller inden seks maaneder, efterat dom for ugyldighet er avsagt.

1 Jfr. § 58.

§ 34. En egtefælle, som var sindssyk ved egteskapets indgaaelse, kan forlange egteskapet omstøtt ved dom, medmindre han efter sygdommens helbredelse har latt seks maaneder gaa uten at reise sak.

      Var den anden egtefælle ved egteskapets indgaaelse uvidende om sindssygdommen, kan ogsaa han forlange egteskapet omstøtt, medmindre han efter at ha faat kundskap om sygdommen har latt seks maaneder gaa uten at reise sak. Senere end tre aar efter egteskapets indgaaelse kan han ikke reise sak til omstøtelse.

      Saalænge sindssygdommen ikke er helbredet, kan ogsaa paatalemyndigheten reise sak til egteskapets omstøtelse, hvis den av hensyn til den sindssykes tarv eller iøvrig finder dette paakrævet.

§ 35. En egtefælle kan forlange egteskapet omstøtt ved dom:

1. hvis han ved vigselen var bevisstløs eller befandt sig i lignende forbigaaende tilstand, som utelukker retslig handleevne;

2. hvis han ved en feiltagelse har latt sig vie til en anden end sin forlovede eller uten at ville indgaa egteskap;

3. hvis den anden egtefælle uten hans vidende hadde lidt av sindssygdom før vigselen eller ved indgaaelsen av egteskapet led av venerisk sygdom, som endnu frembød smittefare, epilepsi eller spedalskhet eller av en uhelbredelig legemlig feil, som utelukker samleie;

4. hvis den anden egtefælle uten hans vidende ved indgaaelsen av egteskapet hadde barn utenfor egteskap, eller var besvangret av en anden end egtefællen, eller hadde besvangret nogen anden end egtefællen med den følge, at et barn senere blir født;

5. hvis han er blit forledet til at indgaa egteskapet ved, at han av den anden egtefælle gjennem falske oplysninger eller svikagtig fortielse av sandheten er vildledet om, hvem den anden er, eller angaaende saadanne omstændigheter ved dennes tidligere liv, som rettelig maatte ha avholdt saksøkeren fra at indgaa egteskapet;

6. hvis han er blit tvunget til at indgaa egteskapet ved retsstridig adfærd, som var skikket til at medføre alvorlig frygt.

      Adgangen til at forlange omstøtelse bortfalder, hvis egtefællen ikke har reist sak i det under nr. 1 nævnte tilfælde inden seks maaneder efter tilstandens ophør, i de under nr. 2, 3, 4 og 5 nævnte tilfælde inden seks maaneder, efterat han har faat kjendskap til omstøtelsesgrunden, og i det under nr. 6 nævnte tilfælde inden seks maaneder, efterat han er blit fri for tvangen.

      I de under 1, 2, 3, 5 og 6 nævnte tilfælde kan sak i ethvert fald ikke reises senere end tre aar efter egteskapets indgaaelse. Paa grund av epilepsi eller spedalskhet kan sak ikke reises, efterat sygdommen er helbredet.

      I de tilfælde, som er nævnt under nr. 4, kan sak ikke reises, efterat vedkommende barn er død.

§ 36. Med hensyn til retsvirkningene av et egteskaps omstøtelse gjælder de samme regler som om virkningene av et egteskaps opløsning, forsaavidt ikke andet er bestemt i §§ 37–40.

§ 37. Ved deling av fællesbo efter et egteskaps omstøtelse har enhver av egtefælleme ret til forlods at utta en saa stor andel av den forhaandenværende fællesformue, som svarer til, hvad han har indbragt i boet ved egteskapets indgaaelse eller senere har tilført boet ved arv eller gave, som er tilfaldt ham, eller ved overdragelse av særeiemidler. Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis avkortning for hver av egtefælleme. Reglerne i lov om formuesforholdet mellem egtefæller av 29 juni 1888 §§ 16, 17 og 18 faar ogsaa i dette tilfælde anvendelse. Likesaa faar reglerne i samme lovs §§ 35 og 37 tilsvarende anvendelse.

      Det, som den ene egtefælle har skjænket den anden som særeie, kan kræves tilbake.

§ 38. Hvis et egteskap blir omstøtt, og omstøtelsesgrunden var saksøkte bekjendt ved vigselen, kan saksøkeren kræve erstatning for formuestap og tap i fremtidig erhverv samt opreisning efter de regler, som er git i § 33, første led.

      Istedenfor erstatning for tap i fremtidig erhverv kan domstolen paa begjæring tilkjende saksøkeren ret til underholdsbidrag av den anden egtefælle. Bidraget fastsættes og inddrives efter de regler, som gjælder for tilfælde av egteskaps opløsning.¹ Det bortfalder, hvis den berettigede gifter sig paany. Krav efter denne paragraf maa, utenfor det tilfælde, at en mellem egtefælleme truffet avtale blir sat ut av kraft efter § 59, jfr. § 36, gjøres gjældende under omstøtelsessaken.

      Det, som er bestemt ovenfor, gjælder ogsaa sindssyk, hvis egteskap i henhold til § 34 blir omstøtt efter begjæring av paatalemyndigheten, saafremt den anden egtefælle var vidende om sindssygdommen. Kravet maa i saa fald gjøres gjældende inden seks maaneder efter omstøtelsesdommen.

1 Jfr. § 58.

§ 39. Utenfor det tilfælde, som er nævnt i § 38, andet led, har egtefæller ikke pligt til at underholde hinanden efter egteskapets omstøtelse.

§ 40. Hvis et egteskap, som kan omstøtes, ophører ved den ene egtefælles død, og den gjenlevende egtefælle hadde adgang til at kræve egteskapet omstøtt, har denne ret til at forlange deling av fællesbo efter reglerne i § 37 samt erstatning og opreisning under de betingelser, som er nævnt i § 38. Kravene maa fremsættes inden seks maaneder efter dødsfaldet.

      Dør den egtefælle, som kan forlange egteskapet omstøtt, har hans arvinger ret til at kræve deling efter § 37 samt erstatning for formuestap under de betingelser, som er nævnt i § 38, hvis sak allerede var reist, eller hvis avdøde i de tilfælde, som er nævnt i § 34 og § 35, nr. 1, like til sin død var i saadan tilstand, som der nævnt. Kravene maa fremsættes inden seks maaneder efter dødsfaldet.

      Skal deling ske efter reglerne i § 37, bortfalder den arveret, som ifølge lov1) eller gjensidig testament2) vilde tilkomme den gjenlevende egtefælle.

1 Jfr. lov om arv av 31. juli 1854 § 28.
2 Jfr. lov om arv av 31. juli 1854 § 59.

5te kapitel. Opløsning av egteskap

      Før bevilling meddeles, skal forlikskommissionen ha forsøkt mægling mellem dem. Istedenfor forlikskommissionen kan vedkommende menighetsprest eller forstander foreta mæglingen, hvis begge egtefæller er enige om det. Ved mæglingen skal begge egtefæller saavidt mulig møte personlig. Har egtefællerne bopæl i forskjellige kommissionsdistrikter, kan mæglingen foregaa særskilt for hver av dem. For egtefælle, som ikke har bopæl her i riket, er mægling ikke nødvendig.

§ 42. Efter begjæring av en av egtefællerne kan Kongen gi bevilling til ophævelse av det egteskapelige samliv, hvis den anden egtefælle vedvarende eller gjentagende forsømmer sin underholdspligt likeoverfor egtefællen eller barnene eller forøvrig gjør sig skyldig i grov eller vedvarende krænkelse av sine pligter mot dem eller jevnlig misbruker beruselsesmidler eller fører et lastefuldt liv eller gjentagne ganger er dømt til tap av de rettigheter, som er nævnt i straffelovens § 29 nr. 2, eller til straf, som medfører tap av dem.¹

      Likesaa kan Kongen efter begjæring av den ene egtefælle gi bevilling til ophævelse av samlivet, hvis der mellem egtefællerne er opstaat saadan uenighet eller uoverensstemmelse, at det - henset saavel til egtefællen som i tilfælde til barnene - ikke billigvis kan forlanges, at samlivet skal fortsættes.

1 Jfr. alm. borg. straffelov av 22. mai 1902 § 30 nr. 2 og militære straffelov av s. d. § 20 nr. 2.

§ 43. Har egtefæller levet adskilt i ett aar, efterat samlivet paa lovformelig maate er ophævet, og har de ikke senere gjenoptat samlivet, skal egteskapet opløses ved bevilling av Kongen eller den, han bemyndiger, saafremt begge egtefæller begjærer det. Har adskillelsen varet i mindst to aar, kan enhver av egtefællerne forlange egteskapet opløst.

§ 44. Har samlivet mellem egtefæller været hævet i tre aar, uten at det er skedd paa lovformelig maate, og er samlivet ikke senere gjenoptat, kan egteskapet opløses ved bevilling av Kongen efter begjæring av en av egtefællerne.

§ 45. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle i to aar har unddrat sig samlivet mot saksøkerens vilje og uten fyldestgjørende grund, og samlivet ikke senere er gjenoptat.

§ 46. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle er forsvundet, og tre aar er gaat, siden man sidst hadde efterretning om, at egtefællen var i live.

§ 47. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle har indgaat nyt egteskap i strid med § 9.

      Kravet maa fremsættes inden seks maaneder, efterat egtefællen er blit vidende om indgaaelsen av det nye egteskap.

§ 48. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle har gjort sig skyldig i egteskapsbrudd eller i anden strafbar utugtig omgjængelse. Dog kan egteskapet ikke forlanges opløst av egtefælle, som frivillig har medvirket til den strafbare handling, eller som har samtykket i den.

      Kravet maa fremsættes inden seks maaneder, efterat egtefællen er blit vidende om den strafbare handling, og senest inden tre aar, efterat den er forøvet.

§ 49. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle med kundskap eller formodning om at lide av venerisk sygdom, som endnu frembyr smittefare, har utsat saksøkeren for smitte ved legemlig omgjængelse.

      Er han ikke blit smittet, og frembyr sygdommen ikke længer smittefare, kan krav om opløsning ikke fremsættes senere end 6 maaneder, efterat smittefaren er ophørt. Om lægers taushetspligt gjælder samme regler som i § 6.

§ 50. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle har stræbt saksøkeren efter livet eller har gjort sig skyldig i saadan forbrydelse mot denne, som er nævnt i straffelovens § 229, eller i nogen anden forsætlig forbrydelse, som volder saksøkeren skade paa legeme eller helbred, eller i mishandling av barnene eller i saadant forhold overfor disse, som er nævnt i straffelovens § 380. Dog kan egteskapet ikke forlanges opløst av egtefælle, som frivillig har medvirket til handlingen, eller som har samtykket i den.

      Kravet maa fremsættes inden seks maaneder, efterat egtefællen er blit vidende om handlingen, og senest inden tre aar, efterat den er forøvet.

§ 51. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle er dømt til frihetsstraf i tre aar eller derover eller efter straffelovens § 65, eller naar den anden egtefælle gjentagne ganger er dømt efter nogen av §§ 2 eller 4, jfr. § 5, eller efter § 18 eller 19 i lov av 9 mars 1918 om forandringer i lov om løsgjængeri, betleri og drukkenskap av 31 mai 1900, forsaavidt dommene indeholder bemyndigelse til hensættelse i arbeide eller i tvangsarbeidshus eller kuranstalt. Dog kan egteskapet ikke forlanges opløst av egtefælle, som frivillig har medvirket til den strafbare handling, eller som har samtykket i den.

      Kravet maa fremsættes inden seks maaneder, efterat egtefællen er blit vidende om domfældelsen, og senest inden tre år, efterat dommen er avsagt.

§ 52. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle under egteskapet har gjort sig skyldig i nogen forbrydelse, som er nævnt i den almindelige straffelovs §§ 202–206, eller i nogen forbrydelse, som er nævnt i dennes §§ 216, 217, 223–225, forsaavidt forbrydelsen er forøvet i utugtig øiemed. Dog kan egteskapet ikke forlanges opløst av egtefælle, som frivillig har medvirket til den strafbare handling, eller som har samtykket i den.

      Kravet maa fremsættes inden seks maaneder, efterat egtefællen er blit vidende om den strafbare handling, og senest inden tre aar, efterat den er forøvet.

§ 53. Et egteskap skal efter forlangende av den ene egtefælle opløses ved dom, naar den anden egtefælle lider av sindssygdom, som under egteskapet har varet i mindst tre aar, uten, at der er rimelig utsigt til helbredelse.

§ 54. Naar det egteskapelige samliv ophæves ved bevilling, eller egteskapet opløses ved bevilling eller dom, ophører det formuesfællesskap, som maatte bestaa mellem egtefællerne.

      Den fælles formue deles efter de regler, som gjælder fordeling av fællesbo i almindelighet. Reglerne i lov om formuesforholdet mellem egtefæller av 29 juni 1888 §§ 35 og 37 faar tilsvarende anvendelse.

      Dog skal den egtefælle, som har faat bevilling til ophævelse av samlivet efter § 42, første led, ha ret til av det beholdne bo at utta det bohave, som han behøver for sig og sin husstand, endvidere levnetsmidler, husdyr og for overensstemmende med § 1 i lov av 28. april 1916 om indskrænkning i retten til at søke utlæg for gjæld, samt indtil en værdi av seks hundrede kroner de redskaper og andre løsøregjenstande, som er nødvendige til fortsættelse av hans næring, uten at han pligter at yde den anden egtefælle vederlag for den del av værdien, som maatte overstige hans andel i boet. Det samme skal gjælde bruksretten til egtefællerne tilhørende husbygninger, forsaavidt de skjønnes nødvendige til bolig for den berettigede egtefælle eller til hans arbeidsvirksomhet. Likesaa kan det bestemmes, at den krænkede egtefælle skal ha ret til alene at indtræde i løpende husleiekontrakt, selv om kontrakten er oprettet i den anden egtefælles navn.

      Likesaa skal den egtefælle, efter hvis forlangende egteskapet blir opløst paa grund av egteskapsbrudd, ha ret til at kræve den fælles formue delt saaledes som nævnt i § 37, hvis der som frugt av det ulovlige samleie blir født et barn, som efter loven er arveberettiget¹ efter den skyldige egtefælle, og som lever paa den tid, da sak til egteskapets opløsning blir reist.

      Ogsaa ellers kan det, naar hertil findes grund, i bevillingen eller dommen bestemmes, at fællesboets deling skal foregaa paa den maaate, som er nævnt i § 37.

1 Se §§ 3 og 5 i lov om arv av 31. juli 1854, jfr. lov av 10. april 1915 (nr. 4).

§ 55. Naar et egteskap opløses ved dom paa grund av forhold, hvorved den ene egtefælle grovt har krænket den anden, kan denne foruten uttagning av boets eiendele overensstemmende med § 54 tredje led og erstatning for det formuestap, som han maatte lide ved opløsningen, tillike kræve opreisning for den ved krænkelsen lidte tort og anden skade av ikke økonomisk art. Uttagningens omfang samt erstatningen og opreisningen fastsættes ay retten og avpasses efter billighet under hensyn til den utviste skyld og omstændighetene forøvrig.

      Krav efter denne paragraf maa, utenfor det tilfælde, at en mellem egtefællerne truffet avtale blir sat ut av kraft efter § 59, fremsættes i forbindelse med kravet paa opløsning.

§ 56. Efter ophævelsen av det egteskapelige samliv har enhver av egtefællerne, saalænge egteskapet bestaar, pligt til at bidra til underhold av den anden egtefælle, saafremt denne ikke selv kan skaffe sig tilstrækkelig underhold. Skyldes ophævelsen av samlivet hovedsakelig forgaaelse eller slet forhold fra den ene egtefælles side, kan det dog efter begjæring i bevillingen bestemmes, at denne egtefælle ikke har ret til underholdsbidrag av den anden.

§ 57. Naar et egteskap blir opløst, kan det, hvis det findes billig, i bevillingen eller dommen efter begjæring bestemmes, at den ene egtefælle skal ha pligt til at utrede underholdsbidrag til den anden egtefælle, saafremt denne ikke selv kan skaffe sig tilstrækkelig underhold. Ret til underholdsbidrag kan dog ikke tilkjendes den, som ved forgaaelse eller slet forhold hovedsakelig er skyld i opløsningen.

      Pligt til at utrede underholdsbidrag kan ogsaa senere paalægges, naar en avtale blir sat ut av kraft efter § 59, og begjæring om bidrag blir fremsat inden seks maaneder, efterat denne avgjørelse er blit endelig. Bestemmelsen skal, hvis egteskapet er opløst ved bevilling, træffes av den myndighet, som har git bevillingen, men ved dom, hvis egteskapet er opløst ved dom.

      Underholdspligten bortfalder i alle tilfælde, hvis den berettigede gifter sig paany.

§ 58. Underholdsbidrag efter § 56 eller § 57 fastsættes og inddrives efter reglerne i loven om forældre og egtebarn.¹ Ved fastsættelsen iagttages, at bidraget blir avpasset efter den bidragspligtiges økonomiske evne, og at det saavidt mulig sikrer den berettigede tilstrækkelig underhold, naar hensyn tages til den indtægt, denne har eller maa antages at kunne skaffe sig.

1 Se lov av 10. april 1915 (nr. 6).

§ 59. Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56, 57 og 58 skal ikke være til hinder for, at egtefællerne træffer avtale om fordeling av formuen, om erstatning og opreisning eller om underholdsbidrag.

      Dog kan en avtale, som er aapenbart ubillig for den ene egtefælle, efter dennes begjæring helt eller delvis sættes ut av kraft. Begjæringen maa fremsættes inden ett aar efter bevillingen eller dommen og gjøres gjældende ved søksmaal.

§ 60. Denne lov gjør ingen indskrænkning i den pligt, som efter fattiglovgivningen paahviler den ene egtefælle til at forsørge den anden.¹

1 Jfr. fattigloven av 19. mai 1900 § 2.

6te kapitel. Rettergangsregler

§ 62. Hvis ikke andet er bestemt i lov,¹ kan en egteskapssak bare reises av parterne i egteskapet. Dog kan ogsaa paatalemyndigheten reise sak til erhvervelse av dom for, at et egteskap bestaar eller ikke bestaar.

1 Se §§ 31, 34 og 65.

§ 63. Blir en egteskapssak reist av den ene egtefælle, stevnes den anden som motpart. Blir saken reist av nogen anden, stevnes begge egtefæller som motparter. Blir en sak om ugyldighet paa grund av tidligere egteskap reist av en anden end egtefællen i dette egteskap, skal ogsaa denne stevnes som part.

§ 64. I alle egteskapssaker har paatalemyndigheten ret til at optræde for at vareta de offentlige interesser og kan i dette øiemed ogsaa paaanke den avsagte dom. Retten skal gi den meddelelse om saken og dommen.

§ 65. For den, som er sindssyk, kan den beskikkede verge anlægge og motta søksmaal i egteskapssaker. Dog kan han ikke reise sak til omstøtelse eller opløsning av egteskapet uten samtykke av amtmandén. Blir en part sindssyk under sakens gang, kan saken i alle tilfælde fortsættes av eller mot den beskikkede verge.

§ 66. Reises egteskapssak mot begge egtefæller i forening, og har disse ikke samme hjemting, kan den anlægges paa det sted, hvor en av dem har sit hjemting.

      Har saksøkte ikke hjemting i riket, kan saken anlægges i den retskreds, hvor egtefællerne hadde sin sidste fælles bopæl, eller i mangel derav paa det sted, hvor saksøkeren har bopæl.

      Kan ikke noget andet verneting paavises her i riket, kan saken anlægges i Kristiania eller efter ansøkning i anden retskreds, som vedkommende regjeringsdepartement bestemmer.

§ 67. I egteskapssaker foretar retten forliksmægling.

§ 68. I egteskapssaker skal retten holdes for lukkede dører.

§ 69. Retten skal paa embeds vegne drage omsorg for, at en egteskapssak blir fuldstændig oplyst, og kan i dette øiemed avhøre parterne og indhente andet bevis. Retten er ikke bundet av parternes erkjendelser eller indrømmelser.

      Hvis parterne bor indenfor tingkredsen, pligter de at møte ved sakens iretteførsel og senere, naar retten finder det nødvendig. Bor de utenfor tingkredsen, kan de indkaldes til avhørelse ved retten paa det sted, hvor de bor eller opholder sig. Med hensyn til ansvar for uteblivelse gjælder samme regler som for vidner.

§ 70. Hvis saksøkte ikke møter, og der er grund til at anta, at han enten ikke betimelig har faat kundskap om stevnemaalet eller ved lovlig forfald er hindret i at møte, skal retten, hvis saken ikke av den nævnte grund blir utsat, beskikke en procesfuldmægtig for ham. Utsættelse bør ske, hvis det antages, at mangelen vil kunne avhjælpes eller hindringen bortfalde i løpet av en kortere tid.

§ 71. Skal der i egteskapssak føres bevis for en egtefælles sindssygdom, maa det ske ved sakkyndig erklæring fra en eller flere av retten opnævnte læger, hvorav mindst en skal være bemyndiget av vedkommende departement til at avgi sindssykeerklæringer til bruk i egteskapssaker.

§ 72. Virkningene av en dom i en egteskapssak indtræder, naar dommen er blit endelig. Opreisningsbevilling kan ikke gives til paaanke av en dom, hvorved et egteskap er opløst, omstøtt, kjendt ugyldig eller ikke bestaaende, hvis nogen av egtefællerne allerede har indgaat nyt egteskap. Likesaa taper en opreisningsbevilling sin gyldighet, hvis nogen av egtefællerne indgaar nyt egteskap, før dom i ankesaken endnu er avsagt.

§ 73. En endelig dom i en egteskapssak virker for og mot alle og lægges til grund i alle forhold, hvor spørsmaalet om egteskapets bestaaen eller ikke-bestaaen er av betydning.

      Saalænge endelig dom ikke foreligger om et egteskaps gyldighet eller bestaaen, kan enhver, som har retslig interesse deri, gjøre gjældende den omstændighet, at egteskapet bestaar, eller at det ikke bestaar eller er ugyldig, uten at utfaldet av en egte-skapssak behøver at avventes.

§ 74. Hvis et egteskap er ophørt ved død, skilsmisse eller omstøtelse, kan der ikke reises egteskapssak til erhvervelse av dom for, at det var ugyldig eller ikke har bestaat.

      Sak til omstøtelse av et egteskap kan ikke reises, efterat det er ophørt ved død eller skilsmisse.

§ 75. Om adgangen til under straffesak at søke dom for, at et egteskap er ugyldig eller ikke bestaar, eller for, at det skal omstøtes eller opløses, vedblir reglerne i straffeprocesloven av 1. juli 1887¹ med tillægslove at gjælde. Forskriftene i §§ 69, 71, 72, 73 og 74 faar i saa fald anvendelse.

1 Jfr. strprl.s § 3 og kap. 32.

§ 76. De avgjørelser, som amtmanden træffer med hjemmel av denne lov, kan indbringes for vedkommende regjeringsdepartement.

7de kapitel. Forskjellige bestemmelser

      Lovens regler om egteskaps omstøtelse og opløisning samt om ophævelse av det egteskapelige samliv faar anvendelse, naar saken er anlagt eller bevillingen ansøkt efter lovens ikrafttræden, uanset om det forhold, der paaberopes som grund for omstøtelsen, opløsningen eller ophævelsen, helt eller delvis ligger forut for det nævnte tidspunkt. Dog skal omstøtelse eller opløsning av egteskap alene kunne ske, saafremt det forhold, som paaberopes, ogsaa efter den tidligere gjældende ret kunde ha git anledning til egteskapets omstøtelse eller opløsning.

      Adgangen til at indgaa nyt egteskap for personer, hvis tidligere egteskap er opløst ved dom eller bevilling, skal bedømmes efter denne lovs regler, selv om opløsningen er skedd før lovens ikrafttræden.

§ 78. Fra denne lovs ikrafttræden skal § 28 i lov om forsvundne og andre fraværende personer av 12. oktober 1857 lyde saaledes:

      «Er en egtefælle forsvundet, og blir egteskapet opløst eller omstøtt, skal fællesboet, forsaavidt saadant findes, av skifteretten deles mellem egtefællerne og den forsvundnes andel behandles efter nærværende lov.»

§ 79. Fra denne lovs ikrafttræden skal § 445 i lov om rettergangsmaaten i straffesaker av 1. juli 1887 lyde saaledes:

      «Er straffesak anlagt under forutsætning om, at et egteskap er ugyldig eller ikke bestaar, og vil paatalemyndigheten forlange dom avsagt herfor, skal den av egtefællerne, som ikke maatte være medindbefattet i tiltalen, indstevnes som part i saken for dette spørsmaals vedkommende.»

§ 80. Fra denne lovs ikrafttræden skal § 11 bokstav d i lov om betaling for offentlige forretninger av 6. august 1897 lyde saaledes:

      «Sjøforklaringer, der optages i anledning av, at nogen ombordværende er omkommen, tingsvidne, som optages om skibsmandskaps død, for at fri sig for ansvar for brutt toldsegl eller for at føre bevis for en begivenhet, som regelmæssig oplyses fra kirkebok, men tilfældig ikke kan bevises paa den maate, saavelsom avgjørelser angaaende godtagelse av bevis for en tidligere egtefælles død.»¹

1 Jfr. § 13 nr. 7.

§ 81. Fra denne lovs ikrafttræden ophæves, forsaavidt de endnu er gjældende:

      Kirkeritualet av 25. juli 1685 kap. VIII.

      Christian den femtes Norske Lovs 2den boks 8de kapitels artikler 1-5, 3dje boks 18de kapitel og 5te boks 2det kapitels artikel 13.

      Reskript av 3. februar 1747.

      Forordning, at til egteskaper i forbudne led skal søkes bevilling av 14 december 1775.

      Forordning angaaende skifte ved overordentlige skifteforvaltere av 23. august 1793 § 4.

      Reskript av 29. april 1796 angaaende skifte før nyt egteskap.

      Forordning om tamperettenes avskaffelse m.v. av 1. december 1797.

      Forordning, hvorved trolovelser avskaffes m.v., av 4. januar 1799.

      Forordning angaaende visse slags bevillinger av 23. mai 1800.

      Cancelli-promemoria av 16. oktober 1802 angaaende lysning til egteskap, førend skifte efter avdød egtefælle er begyndt.

      Kongelig resolution av 10. juli 1813 angaaende tilladelse til egteskap uten bevis for frihet for ældre egteskapelig forbindelse.

      Lov angaaende egteskaps stiftelse av personer, der ikke henhører til et kristelig religionssamfund, av 22. juni 1863.

      Lov angaaende kristne dissentere og andre, der ikke er medlemmer av statskirken, av 27. juni 1891 §§ 8, 9, 10, 11 og 13 samt følgende ord i § 3 tredje punktum: «de i henhold til § 9».

      Lov indeholdende forandring i de om egteskapslysning gjældende bestemmelser av 1 juli 1893.

      Lov om adgang til opløsning av egteskap av 20. august 1909 med ændringslov av 10. april 1915.

      Endvidere ophæves enhver anden bestemmelse, som strider mot denne lov.

Kilder

Kommentarer

De aktuelle endringslovene er, her kun gjengitt med dato og ev. kunngjøringsnummer:

• lov 17. juli 1925 nr. 6,
• lov 20. mai 1927 nr. 2,
• lov 19. juni 1931 nr. 6,
• lov 15. april 1932,
• lov 25. juni 1937 nr. 11,
• lov 25. juni 1937 nr. 13,
• lov 4. februar 1938 nr. 1,
• lov 28. juli 1949 nr. 7,
• lov 22. mai 1953 nr. 3,
• lov 26. november 1954 nr. 2,
• lov 9. desember 1955 nr. 5,
• lov 21. desember 1956 nr. 9,
• lov 4. februar 1960 nr. 3,
• lov 15. februar 1963 nr. 2,
• lov 5. juni 1964 nr. 17,
• lov 5. november 1964,
• lov 7. februar 1969 nr. 7,
• lov 14. februar 1969 nr. 9,
• lov 13. juni 1969 nr. 25,
• lov 19. juni 1969 nr. 54,
• lov 19. desember 1969 nr. 76,
• lov 6. mai 1970 nr. 27,
• lov 22. mai 1970 nr. 30,
• lov 3. mars 1972 nr. 5,
• lov 18. mai 1973 nr. 23,
• lov 18. mai 1973 nr. 24,
• lov 20. desember 1974 nr. 67,
• lov 13. juni 1975 nr. 37,
• lov 2. juni 1978 nr. 38,
• lov 8. juni 1979 nr. 38,
• lov 13. juni 1980 nr. 35,
• lov 8. april 1981 nr. 7,
• lov 17. desember 1982 nr. 86,
• lov 7. juni 1985 nr. 52,
• lov 28. februar 1986 nr. 8.

Opphevet ved

• lov 4. juli 1991 nr. 47 om ekteskap (i kraft 1. januar 1993).

Det er ikke gjort endringer i teksten i forhold til kunngjøringen i Norsk Lovtidend, annet enn at fotnotene er flyttet fra nederst på siden til den paragrafen de tilhører. Punktum er også satt inn i datoer, og noen mindre kosmetiske endringer er utført.

Vennligst merk at denne lovversjonen bygger på en skannet kopi og at feil dermed kan forekomme. Vennligst ta kontakt med redaktøren hvis du finner ortografiske feil m.m., og det vil bli rettet opp snarest mulig.

• Norsk ekteskapslovgivning (Norwegian marriage law) (Ikke tilgjengelig ennå)
• Hoelseth's Genealogy
• Hovedsiden (the main site)

Denne siden ble sist oppdatert tirsdag 15. november 2011
(first time publisert torsdag 24. februar 2011).

© 2011 Dag Trygsland Hoelseth