Dr. Yngvar Nielsen

Det norske og svenske kongehus fra 1818

Christiania: W. C. Fabritius Forlag, 1883.

Forlæggeren af dette lille Skrift ønskede at kunne fremmøde til den forestaaende norske Kunst- og Industri-Udstilling med en for denne særlig trykt Bog, og henvendte sig i den Anledning til Forfatteren med Anmodning om at skrive en Række kortfattede Levnetsbeskrivelser af Kong Carl Johan og hans Efterfølgere paa de forenede Rigers Throner, saavelsom af Kongehusets øvrige Medlemmer. Saaledes er denne Bog bleven til. Hvad den indeholder, er hovedsagelig hentet fra trykte, tildels let tilgjængelige Kilder. Men ved Siden deraf meddeler den tillige enkelte, hidtil ikke bekjendte Oplysninger, og Forfatteren tør derfor nære det Haab, at den ogsaa vil kunne have noget selvstændigt Værd som et lidet Bidrag til Norges Historie i det I9de Aarhundrede.

Christiania den I8de Marts I883.

Norges og Sveriges nuregjerende Kongehus besteg Rigernes Throner den 5te Februar I8I8 ved den gamle Kong Carl XIII's dødelige Afgang. Den nye Arvefølge var for Sverige allerede bestemt ved det Valg, som den 2Ide August I8I0 gjorde den franske Marschal, Jean Baptiste Jules Bernadotte, Prins af Pontecorvo, til dette Riges Thronfølger, og var derefter nærmere fastsat ved Successions-Ordningen af 26de September I8I0. Da Carl XIII. den 4de November I8I4 valgtes til Norges Konge, fulgte dermed ogsaa i vort Land Anerkjendelsen af den samme Arvefølge, som var gjældende for Sverige, hvorom en udtrykkelig Bestemmelse vedtoges i den omarbeidede norske Grundlov af samme Dag. Det Bernadotteske Kongehus gik saaledes over i det gamle holsteinske, som havde antaget Vasanavnet; det fulgte rolig og uforstyrret efter dette og gik derved ind i det svenske Folks historiske Traditioner, medens for Norges Vedkommende det nye Kongehus paa det nøieste knyttedes til den nyerhvervede politiske Frihed. Thi om end dets Grundlægger i Navnet ikke besteg Thronen før end i I8I8, var han dog allerede fra November I8I4 i begge Riger den virkelige Styrer,

og under hans Regjering begyndte den nye konstitutionelle Praxis at udvikles. Uagtet en anden Fyrste havde knyttet sit Navn til den af Folkets Repræsentanter paa Eidsvold den I7de Mai I8I4 vedtagne Forfatning, havde denne paa Grund af Forholdene kun havt ringe Anledning til at virke i den Tid, som hengik, inden Foreningen kom istand, og det blev saaledes egentlig først Carl Johan, der fik Arbeidet som Rigets Styrer under den nye Samfundsorden, der maatte bygges paa Grundlag af den nye Forfatning.

Der er fra et af de sidste Aar af Carl Johans Regjering bevaret et Brev, hvori han nærmere udvikler sin Opfatning af de norske og unionelle Forhold, af sin egen Politik gjennem et Tidsrum af mere end 20 Aar. Brevet er skrevet paa et for Norge særlig betydningsfuldt Tidspunkt. Det vil i mange Henseender være oplysende for den Fyrstes egen Personlighed, som har skrevet det, og det kan derfor med Føie offentliggjøres for første Gang som en Indledning til en kortfattet Levnetsbeskrivelse af dets kongelige Forfatter. Brevet er skrevet i Aaret I836, nogle Maaneder efter Storthingets pludselige Opløsning, til Grev Herman Wedel Jarlsberg efter dennes Udnævnelse til Statholder. Det lyder saaledes i Oversættelse fra det franske Sprog, i hvilket det, som det synes, er dikteret af Kongen til en af hans Sekretærer:

"Hr. Rigsstatholder Greve Wedel Jarlsberg!

Til den Kjærlighed, som De nærer for Deres Fædreland, til Deres Hengivenhed for Opretholdelsen af den broderlige Forening mellem de tvende Riger paa denne Halvø, har De nu føiet et nyt Bevis paa Oprigtigheden af Deres Grundsæt-

ninger og af Deres Hengivenhed for mig, idet De har overtaget Embedet som Kongeriget Norges Statholder, hvortil min fortsatte Tillid har kaldet Dem!

De, som blev udnævnt til Medlem af det norske Statsraad umiddelbart efter, at jeg, den 10de November I8I4, i Storthings-Præsidentens Hænder havde nedlagt min Ed om at ville styre Kongeriget Norge efter Grundloven af 4de November s.A., har kunnet overbevise Dem om, at efter denne Tid hverken jeg eller Svenskerne paa nogen Maade enten har brudt de givne Løfter eller endog blot krænket Nordmændenes Ømfindtlighed.

Uden at skjule for mig selv de væsentlige Mangler ved den Grundlov, som jeg antog, og som var et Verk af vore gode Hensigter og Omstændighederne, har jeg aldrig angret de umaadelige Ofre, hvortil jeg bekvemmede mig til Fordel for Norge, da jeg opgav de ubegrænsede Rettigheder, som Kielertraktaten skjænkede mig. Da Norge kun var blevet frit gjennem denne Traktat, og da de historiske Fakta kunde godtgjøre den Fremgangsmaade, som var bleven fulgt, have vi, den afdøde Konge og jeg, troet, at naar vi foretrak et Valg for Besiddelsens og Erobringens Ret og saaledes fra Foreningen mellem de to Folk bortfjernede enhver Erindring om den Kamp, som havde gaaet forud for denne, da vilde denne vor frivillige Beslutning blive vurderet, som den burde blive det, af det norske Folk. Siden den Tid have alle vore Bestræbelser været ledede af denne samme Bevæggrund; det svenske Folk har støttet dem med ædel Udholdenhed, og det er først fra den 4de November I8I4, at Norge har taget Plads mellem Staterne, og at det har ophørt at betragtes som en Provins af et andet Rige. Det er fra denne Tid, det

har faaet en lovlig og legitim Tilværelse. Det var underkastet Enevældets Love indtil Kielerfreden. Da dets Regjering blev konstitutionel, har den givet det et politisk Liv, som det kun kan bevare, saalænge dets Nationalforsamlinger vedblive at være troe. Rigsakten, som sikrer de konstitutionelle Forhold mellem de to Lande, giver herpaa, for Sveriges Vedkommende, det mest betryggende Bevis; thi det var Høimodighed at tilstaa Nordmændene Lighed i Rettigheder, medens de paa Vægtskaalen mellem begge Folk kun vilde staa i et Forhold som I til 3. Alligevel er der ved Afgjørelsen af de vigtigste Samfundsspørgsmaal tilstaaet et lige Antal Stemmer med Svenskerne, og denne Indrømmelse fra disses Side fremkaldte ikke den Gang [): I8I4] nogen Indvending. De følte, at det arvelige Had, hvori Nordmændene vare blevne opdragne, som en Følge af en Politik, der i Aarhundreder havde delt og netop derved lammet Skandinaviens Kræfter, - at denne Følelse af Mistillid, der under saadanne Forhold er saa undskyldelig, ikke uden videre kunde udslukkes; - at alene Tiden og Overbevisningen kunde give den en anden Karakter, og at det for at paaskynde denne Tid og hurtigere hidføre denne Overbevisning var nødvendigt, at der fra den mægtigere Nations Side ikke sparedes paa Venskab eller paa liberale Indrømmelser. Saaledes har Sverige Intet at bebreide sig i denne Henseende, og dets Borgere have i sine private Forbindelser med Nordmændene baaret det samme Præg af Velvilje og af Interesse, som deres Fædreland har udfoldet imod dem i sine almindelige Afgjørelser.

Denne Opførsel, baade fra Fyrstens og fra Broderfolkets Side, har uden Tvivl allerede ledet til et tilfredsstillende Resultat i Almindelighed og især hos Masserne, som ved en

Sammenligning mellem deres nuværende Stilling, og den, hvori de befandt sig før Foreningen, for hver Dag mere overbevise sig om dens Velgjerninger. Men man maa heller ikke dølge for sig selv, at der hos enkelte Personer findes en Mistroens Surdeig, som nærer den barnagtige Frygt for en Sammensmeltning mellem de to Folk. De, Hr. Greve, ved bedre end nogen Anden, hvor langt jeg er fra at ønske dette, og Sverige deler i denne Henseende mine Hensigter og mine Synsmaader. Lad os da imod en falsk, maaske ondskabsfuld Frygt, hvilket fedrelandsk Anstrøg den end kan paatage sig, sætte Standhaftigheden og Fastheden i vor Fremgang paa den Vei, som vi have optrukket for os.

Men om ethvert Forsøg paa at fremkalde en politisk Sammensmeltning mellem de tvende Folk er fjernt fra min Tanke, saa udgjør det, der kunde grundfæste en aaben og gjensidig Tillid imellem dem, til alle Tider den faste Gjenstand for min Omhu, og jeg gjør Regning paa, at De og alle hæderlige Borgere i Norge ville hjælpe mig i dette Øiemed.

Naar vi kaste Øinene ud over Europa, da byder vor egen Interesse os at gjøre de Baand stærkere, der forene os, og at byde vore Fiender Skuet af en fast, virkelig Magt; det er nødvendigt, at de mistroiske Mennesker, som bo i Norge, aabent opgive sine Fordomme mod Sverige. Ellers staa de i Fare for at tabe Alt.

Jeg nærede det Haab, at vi snart skulde have naaet dette Maal. Den Aand, der har aabenbaret sig paa det sidste Storthing har paa ny formindsket dette Haab. Aldrig har en Regjering over en Magt af anden Rang kunnet fremlægge mere fordelagtige diplomatiske Overenskomster end de, som

jeg i Løbet af de sidste tolv Aar har forelagt de fire ordentlige Storthing, som i denne Tid have fulgt efter hinanden.

Jeg har ændret Sveriges Handelssystem for at bringe det mere i Overensstemmelse med Norges, og saaledes er der afsluttet Traktater om Gjensidighed, skikkede til at udvide vore Handelsforbindelser og bringe mere Liv i dem, med England, Danmark, Preussen og de forenede Stater i Amerika. Alle de nye Fordele ere opnaaede ved de Indrømmelser, som ere gjorte fra Sveriges Side, da Norge ikke havde noget særligt at byde, undtagen hvad der i Virkeligheden fandtes hos det, som en Følge af dets almindelige Grundsætninger for Toldbeskatningen. Paa samme Maade forholder det sig med den Overenskomst, hvorom der er underhandlet med Rusland og Finland; paa Grund af de Lettelser, som ere tilbudne fra Sverige, har jeg al Grund til at tro, at den norske Handel paa det hvide Hav og Østersøen vil vedblive at nyde de reelle og betydelige Fordele, som den indtil nærværende Øieblik har nydt. Om jeg ikke har kunnet være saa heldig at opnaa i England en Nedsættelse af Indførselstolden paa Planker og Bygningstømmer, - en Nedsættelse, der vilde give denne Handelsgren nyt Liv, da maa man ikke søge Grund en dertil i manglende Forestillinger fra mig, men i de mægtige Interesser, som fra Englands Side modsætte sig denne. De, Hr. Greve, har under Deres Sendelser til London kunnet overbevise Dem om, at dette Lands Regjering er oprigtig stemt til Fordel for de to skandinaviske Rigers Handel; men lokale Interesser hindre Iverksættelsen af et liberalt Handelssystem, som man ønsker at indføre i Europa.

Jeg har været mere heldig med Grænseopgjøret mellem det norske og det russiske Finmarken. Idet jeg appellerede

til Keiser Nikolaus's venskabelige Stemning, har jeg havt den Tilfredsstillelse at kunne afslutte en Strid, der har varet i Aarhundreder, og som det danske Hof forgjæves havde søgt at ende. Disse Forhandlinger vare en stadig Grund til Ængstelse, uagtet de kun vedkom fjerne Ødemarker, som imidlertid nu, da Grænserne ere fastslaaede, forøge den nationale Sikkerhed.

Nu vel! disse Overenskomster og disse Fordele, der ere Frugterne af vore diplomatiske Forbindelser og af de Udgifter, som have været nødvendige for at underholde dem, - hvorledes ere de blevne vurderede af det norske Storthing? Man har svaret derpaa med Adresser, i hvilke Anerkjendelsen er knyttet til Ønsket om, at den norske Regjering maatte blive hørt, naar der handledes om norske Anliggender (som om man havde undladt det i væsentlige Spørgsmaal) og med Negtelsen af at forøge Bevillingen til Udenrigsministeriet, som ingenlunde staar i Forhold til, hvad Sverige yder. Paa samme Maade er det med det Beløb, som er bestemt for Konvoikommissariatet, endskjønt Norge har mange flere Handelsskibe i Middelhavet end Sverige, hvilke nyde den Beskyttelse, som vore Overenskomster med Porten og de afrikanske Stater tilstaa dem. Hvis Storthinget, naar det tager sin Part af Fordelene, uden at ville tage nogen tilsvarende Del i de Byrder, der ere uadskillige fra den Politik, som skal opretholde Nationernes Rettigheder, - i det mindste vilde vise sig erkjendtligt mod Sverige, da kunde dette deri finde en Erstatning for, hvad det ofrer i Penge. Men et saadant Resultat viser sig ikke, og naar der med Tiden anstilles en Sammenligning, som en Følge af uantagelige Fordringer, da fremgaar det af denne, at en saadan Sagernes Tilstand ikke kan blive varig.

Norges Storthing maa, naar det for sit Land tager Rang ved Siden af Sverige, ikke afslaa de fælles Byrder efter en Maalestok, der i det mindste er forholdsvis, - og naar man, inden Foreningens Afslutning, har villet danne en uafhængig Stat (en Stat, i hvilken man ikke kunde afsondre sig fra Europas Samfundssystem), og naar Landets Indtægter vise et meget betydeligt Overskud, der er den heldige Følge af Styrelsens regelmæssige Gang, saa skal Storthinget ikke volde Regjeringen Vanskeligheder med Hensyn til Udgifter, som ere uundgaaelige og ofte paatrængende for Diplomatiet, og som vilde nærme Norge til Sveriges Udgifter, medens denne Forsamling kommer med hidsige Udtalelser om de mest barnagtige Formodninger om Overherredømme eller om Forrang fra svensk Side.

Men om de enkelte Sager, som jeg her har angivet, vise, hvor ringe Erkjendtlighed der fandtes hos det sidste Storthings Flertal lige over for Regjeringens Bestræbelser for Folkets Velvære, saa har der hos dette samme Flertal vist sig en endnu slemmere Karakter, naar der handledes om at fortolke eller anvende Grundlovens Text. De kjender de tilsyneladende Grunde, som bleve anvendte i I827 for at stille Hr. Collett for Rigsretten. De vare alle rettede mod Udøvelsen af mine grundlovsmæssige Rettigheder, hvilke man saaledes paa en indirekte Maade søgte at bestride, da man ikke, uden at gjøre sig skyldig, kunde aabent benegte disse; men man glemte bestandig de Indrømmelser, som jeg havde gjort ved Overenskomsten (au pacte) af 4de November I8I4. Derfra har man denne tvetydige Fremgangsmaade, der kun lidet stemmer med det Forhold, som der bør være mellem den konstitutionelle Konge og Amternes og Kjøbstædernes Re-

præsentanter. Derfra har man dette Sprog, hvori de mest ligefremme Angreb paa Auktoriteten, de mest utilstedelige Fordringer ere skjulte under fordreiede Fraser og en altid tvetydig Hengivenhed. Disse Forsøg, som i Virkeligheden ere afmægtige, da jeg viser dem tilbage, kunne synes undskyldelige, naar de gjøres for første Gang; naar de gjentages, maa de belære os for Fremtiden.

Det er især Grundlovens § I7, som Storthinget af I827 har villet give en Forklaring, der faktisk maatte ophæve Kongens Ret til at udstede provisoriske Anordninger, og følgelig ligeledes hans Ret til at slutte Traktater med fremmede Magter, Traktater, der kunde foranledige Udstedelsen af saadanne Anordninger. Jeg har i denne Henseende allerede udtalt mig med tilstrækkelig Vidløftighed, og jeg kan derfor her indskrænke mig til nogle almindelige Betragtninger. Jeg har altid forstaaet Grundlovens § I7, saaledes som jeg fremdeles forstaar den, som jeg har anvendt den, og som jeg i Fremtiden agter at anvende den. Da Statsraadet i Kristiania i I8I6 opfordrede mig til at forlange en mere bestemt Forklaring af Storthinget, erklærede jeg paa Forhaand, hvad der var min oprindelige Mening, og det i selve Propositionen. Siden den Tid have Storthingene afvekslende, enten villet fortolke denne Paragraf paa en Maade, som vilde gjøre dens Anvendelse umulig, eller i en ubegrænset Udstrækning opstillet den som en Hindring for Antagelsen af det absolute Veto. Dette kunde i det mindste tilkjendegive en feilagtig, men lojal Mening, som søgte at overbevise Regjeringen eller at lade sig overbevise af den. Men da jeg saa, hvorledes Revisions-Kommitteen paa Storthinget i det nævnte Aar, i bestemte Udtryk vilde opstille denne i Lovgivningen forfær-

delige Grundsætning, at man maatte stille Hr. Collett for Rigsretten, forat denne Domstol kunde udtale sig om de konstitutionelle Spørgsmaal, der opfattedes paa forskjellig Maade af Fyrsten og Repræsentationen, og at denne Domstol i den Dom, som den afsiger, hvor fordreiet og listig den end kan være, saa at sige fremkalder nye Undersøgelser af denne Art i Stedet for at fjerne dem ved et Sprog, der svarer til Lovens Bogstav og Aand, - da var det, man blev tvungen til at anerkjende Tilværelsen af et System, som allerede er tilstrækkelig udgransket til, at man længere kan tage Feil deraf.

Hvad jeg her har sagt Dem, Hr. Greve, er yderligere godtgjort ved Anklagen mod Statsminister Løvenskiold. At vente er under saadanne Forhold at forøge Ondet. Tværtimod bliver det den første Pligt, at man engang faar at vide, hvortil man har at holde sig.

De er uden Tvivl overbevist om, at jeg maa skyde langt bort fra mig den fjerneste Formodning om at være tvungen til paa nogen Maade at bryde den Pagt, som jeg har grundet, og den Frihed, som jeg har skabt i Norge, lige fra det Øieblik, da Freden i Kiel blev undertegnet. Men de, som ere Ophavsmænd til Uordenen i Norge, maa paa samme Tid være overbeviste om, at det ikke staar i min Magt at taale uophørlig gjentagne Angreb mod Kongedømmet og mod den svenske Nation.

Ansvarlig overfor min Samvittighed for det norske Folks Lykke og Rolighed, er jeg det ligeledes overfor Svenskerne og de europæiske Magter for de Udskeielser, hvortil det kunde hengive sig. Dette tredobbelte Ansvar har paalagt mig Forpligtelsen til at appellere til et overordentligt Storthing for aabent at forklare det min Synsmaade og at føre det ind paa

en lovlig Vei, fra hvilken man aldrig uden Fare kan fjerne sig. Man har visselig gjort den Indvending imod mig, at jeg vilde faa at forhandle med de samme Mennesker, af hvilke en større Del paatrykte det sidste Storthing den falske Retning, som det tog, og at de konstitutionelle Spørgsmaal ifølge Grundloven ikke kunne behandles paa et overordentligt Storthing. Men jeg haaber, med Hensyn til det første Punkt, at de veltænkende Mænd ville udtale sig paa en Maade, der kan tilintetgjøre de Ildesindedes Rænker, og med Hensyn til det andet, saa handles der hverken om at forandre eller modificere Grundloven. men om at forstaa den efter dens Text, saaledes som vi alle forstode den, da vi gjensidig kom overens om den, og som vi alle bør fortsætte med at forstaa den i Fremtiden. Statsraaderne maa ikke være de eneste Mennesker, der ere overladte til Vilkaarligheden og berøvede Beskyttelse af de samme Love, paa hvilke man støtter sig. Jeg maa vide, om Foreningen er et tomt Navn, eller om den nyder den Agtelse, som skyldes den; - om Ærligheden leder vore Forhandlinger, eller om jeg altid maa nære Mistanke om en skjult Mening; - om man, naar jeg kun vil det Gode, forsøger at berøve mig med Nationen Midlerne til at udføre det, og om jeg skal efterlade til mine Efterkommere og til de to Kongedømmer tvende lykkelige, lojale og rolige Folk eller Spirer til Anarki og Forvirring, som hemmelig ville udbrede sine Rødder og saa pludselig kunne udfolde sig paa Farens Dag og da true den fælles Uafhængighed og den fælles Frihed.

Hvad der forefaldt sidste l7de Mai, giver os ligeledes en nyttig Advarsel. Paa den ene Side de høieste Auktoriteters Ligegyldighed og de Veltænkendes Koldsindighed; paa den

anden nogle vildledte eller strafværdige Personers Overdrivelser, Undladelsen af at iagttage Alt, som hører til den embedsmæssige og offentlige Anstændighed. I Stedet for at festligholde Mindet om den I7de Mai I8I4, tiltrods for, at den Leder, som man den Gang prydede med Kongetitelen, ved en fuldstændig oprørsk Akt, tre Maaneder efter for at bevare sine fremtidige Rettigheder til Danmarks Throne, besluttede at undertegne sin egen Thronfrasigelse, synes det, som om man i Stilhed og i Gravenes Ro burde begrave en ligesaa letsindig som kortvarig Beslutning, saasom den sigtede til at forhindre Foreningen med Sverige, og Anstifterne bleve tvungne til paa Moss at forlange en Amnestie, en Forglemmelse af deres før ytrede Meninger.

Da jeg ved Dekretet af 2den Juli opløste det ordentlige Storthing, fattede jeg min Beslutning om at sammenkalde dets Medlemmer til en overordentlig Samling. Den er et levende Bevis paa mit brændende Ønske om at kunne overbevise Storthingets Medlemmer om den bydende Nødvendighed af at følge den Linje, som Lovene og de tvende Folks velforstaaede Interesse optrække for os. Disse Interesser paalægge os, under de Forhandlinger, som skulle finde Sted, at bringe en ligelig Tribut af Vilje og Handling for Opretholdelsen af Halvøens Velfærd og Uafhængighed.

Med den Energi, som er Dem egen, med den Lojalitet, som er Deres ædle Naturgave, med det Kjendskab, som De har til Deres Medborgeres i Almindelighed samvittighedsfulde og trofaste Karakter, og med Deres Tilbøielighed for Ro og for den offentlige Fred, som sikrer denne, vil De lade Alle forstaa Nødvendigheden af de Garantier, som Sverige kræver,

som de to Kongerigers fremtidige Ro fordrer, og som Naboregjeringernes Sikkerhed kunde forlange.

Jeg fornyer for Dem, min Herr Rigsstatholder, Greve Wedel Jarlsberg, Forsikringen om mine Følelser, og beder Gud, at han har Dem i sin hellige og værdige Beskyttelse, idet jeg er

Det mangler ikke i dette Brev paa Udtalelser, som ere i ligefrem Strid med den Opfatning, der baade i I836 og altid senere har været den eneraadende i Norge; men Carl Johan indtog i den Henseende en helt anden Stilling og saa paa Forholdene under ganske andre Forudsætninger end de, under hvilke de maa betragtes af den nulevende Slægt i Norge. Det er imidlertid ikke denne Side ved Brevet, der giver det Interesse. At Kongen havde sin egen Opfatning af Begivenhederne i I8I4, det er Noget, som fremgaar af mange Udtalelser fra ham, og som ogsaa er almindelig bekjendt; men der foreligger maaske ikke noget Brev eller nogen Tale fra ham, hvori han med den Tydelighed og den Uforbeholdenhed som her, har skildret sin egen Stilling gjennem en længere Række af Aar til det norske Folk og til dets Nationalrepræsentation, saaledes som han opfattede den. Historien kan maaske aldrig her give ham fuld Tilslutning i hans Mening om alle Enkeltheder; men den vil aldrig kunne miskjende Sandheden af hans Ytringer om de Velgjerninger, han havde vist Norge, om Foreningens Velsignelser og om hans oprigtige Vilje at overholde den Forbundspagt, som han selv havde indgaaet med det overordentlige Storthing i I8I4. Det

er navnlig i den sidste Henseende, Carl Johan baade i sit levende Live og efter sin Død har havt vanskeligt for at vinde Anerkjendelse, tiltrods for, at Alt, som er fremkommet ved samvittighedsfulde, sandhedskjærlige historiske Undersøgelser, netop har bragt yderligere Sikkerhed for, at Mistanken mod Kongens Hensigter savner Grund.

Carl Johan har sin Plads mellem de mærkeligste historiske Personligheder, som have levet i det I9de Aarhundrede; men det vil endnu vare længe, forinden den fordomsfrie historiske Forskning vil kunne ophæve al den Meningsforskjel, som har kommet til Orde om ham. Hans egne Landsmænd, Franskmændene, have altfor længe været tilbøielige til at bedømme ham fra de ensidige Napoleonsdyrkeres Standpunkt. Tydskerne have ondt ved at tilgive ham, at han har slaaet deres folkekjæreste Feltherre, og ved at glemme, at de have maattet vinde nogle af sine vigtigste Seire i I8I3 under hans Overanførsel. I Danmark have Mange i ham kun seet den Udlænding, som berøvede Fredrik VI. og Christian VIII. den norske Krone, og i hans egne Riger har hans Politik længe været og er fremdeles Gjenstand for indbyrdes meget afvigende Domme. For hver Gang, der reises et Spørgsmaal, som staar i nogen Forbindelse med Foreningen, da er det næsten uundgaaeligt, at dette maa virke tilbage paa Dommen over Foreningens Stifter. Her er der ikke Plads til at gjøre Rede for, hvad der er berettiget, og hvad der ikke er det i de Meninger, der ere fremsatte om Carl Johan. Opgaven er kun at give et ydre Rids af hans Liv, baade før og efter, at han havde begyndt at gribe ind i Norges Skjæbne.

Carl Johans Vugge stod fjernt fra de Riger, hvis Kroner han bar i de sidste 26 Aar af sit lange Liv.

Jean Baptiste Jules Bernadotte, som han oprindelig hed, er født i Pau 26de Januar I764.² Af sin Fader var han bestemt for dennes Stand, Advokaturen; men denne huede ikke den unge Jean Baptiste, som derfor paa egen Haand forlod det fædrene Hjem og lod sig hverve som menig Soldat ved Regimentet Royal-Marine. Her gik det længe meget langsomt med den fremtidige Konges Befordring, og han var, forinden Aaret I789 kom, kun naaet frem til at blive Underofficer. Revolutionens Udbrud blev for Bernadotte, som for mange andre begavede Mænd det afgjørende Vendepunkt i Livet; den aabnede Veien til store Bedrifter og nedbrød de Skranker, som hidtil havde staaet uoverstigelige i Veien for deres Oprykning til de høiere militære Poster. I Aaret I797 finde vi Bernadotte som General ved Bonapartes italienske Hær, med hvilken han deltog i det Feltog, som endtes ved Afslutningen af Præliminærfreden i Leoben. Direktoriet, som følte sig betydelig generet i Hjemmet ved den tiltagende Bevægelse mod dets Magt, vendte sig netop paa den Tid til Bonaparte for at finde Hjælp hos ham. Han fulgte ogsaa Opfordringen og sendte Bernadotte og Augereau til Paris

under Paaskud af at bringe hjem de erobrede Faner, men i Virkeligheden med helt andre Planer. Efter Omvæltningen af I8de Fructidor (4de September) I797, der atter sikrede det republikanske Partis Overlegenhed, blev Bernadotte Gesandt i Wien og efter nogen Tids Forløb Krigsminister. Dog var han allerede traadt ud af det offentlige Liv og vendt tilbage i Privatlivet, inden Bonapartes Statskup af I8de Brumaire (9de Novbr.) I799 gav Direktoriet det sidste Stød. Bernadotte holdt sig ved denne Leilighed udenfor. Efter Statskupet blev han Chef for den Hær, som skulde dæmpe Oprøret i Vendée.

Bernadotte havde saaledes føiet sig efter den nye Tingenes Orden, der lidt efter lidt skulde hæve Napoleon op paa Keiserthronen. Det er imidlertid, selv om man for disse Aar ikke i egentlig Forstand kan betegne ham som Napoleons Medbeiler, let forklarligt, at han ikke med ublandet Tilfredshed saa Sagerne tage en saadan Vending. Bernadotte blev altid som Politiker en liberal Mand. En inderlig Forbindelse kom aldrig istand mellem de to store Mænd, og om end Forholdet i det Ydre var godt, saa ulmede der dog altid en anden Følelse paa Hjertets Bund. Med eller mod sin Villie kunde imidlertid ikke Napoleon undlade at drage Bernadotte efter sig, og han steg til Marschal og Prins af Pontecorvo. Ved Austerlitz og ved Auerstadt kjæmpede Marschal Bernadotte. Fra den sidste Valplads forfulgte han de flygtende Preussere under Blücher til Lübeck og indtog denne By. Derefter var han Guvernør over Hansestæderne og kom i I808 til Danmark med et fransk-spansk Korps, som skulde benyttes ved et paatænkt Angreb paa Sverige; men dette blev paa Grund af de spanske Troppers Opstand og Bortreise aldrig udført. I I809 var Bernadotte med ved Wagram, hvor hans Forhold, der

endnu neppe er rigtig opklaret, paadrog ham Keiserens Unaade, hvorfor han forlod Hæren og vendte tilbage til Paris. Dog fik han ogsaa her straks et nyt Hverv, idet han maatte gaa til Holland, og der fordrive det engelske Okkupationskorps, som vilde sætte sig fast paa Øen Walcheren. Kort efter udnævnte Keiseren ham til Guvernør i Rom; men forinden han endnu havde begivet sig derhen, kaldtes han til en anden Virkekreds, idet han 2Ide August I8I0 valgtes til svensk Kronprins af den i Ørebro forsamlede Valgrigsdag.

Denne Rigsdag med Alt, som staar i Forbindelse med Bernadottes Valg, hører til de vidunderligste Hændelser, om hvilke Historien har at berette. Det synes mere at høre hjemme i Fantasiens end i Virkelighedens Verden. Regjeringens Kandidat var oprindelig den agtværdige og kundskabsrige Hertug Frederik Christian af Augustenborg, den afdøde Kronprins Christian (Carl) Augusts ældre Broder, og ingen tænkte paa Marschal Bernadotte. Da var der en ung Løitnant, en Fusentast ved Navn Baron C. O. Mørner, en Person uden nogen fremragende Evner, som kom til Paris, gik op til Marschallen og paa egen Haand foreslog ham at blive Sveriges Kronprins. Bernadotte greb denne Tanke; den blev optagen af Andre, og hans til Sverige afsendte Agent, Fournier, arbeidede med megen Energi. Det var, som om det med Et gik op for Alle, at nu var Redningsmanden funden; Stemningen slog om, Bernadotte blev valgt, og modtog det svenske Folks Tilbud.

Sverige befandt sig ved denne Tid paa det nærmeste ved Undergangens Rand. Det var med Tabet af Finland gaaet ud af en ødelæggende Krig, havde prøvet en Revolutions Farer og led under begges Følger. I Foreningen med Norge, som man havde haabet at kunne opnaa ved at vælge Christian

August til Carl XIII's Efterfølger, troede mange Fædrelandsvenner at se Rigets sikreste Redning; men dette Haab var ikke gaaet i Opfyldelse, og efter Kronprinsens pludselige Død var man lige langt fra Maalet og atter kastet ud i Uvisheden. Da var det, at Tanken om at vælge Bernadotte til Kronprins og Rigets Støtte dukkede op og blev greben med almindelig Begeistring. Svenskerne betragtede hans Valg som ensbetydende med en sikker Garanti for Napoleons Understøttelse og haabede, at naar denne ikke længer unddroges dem, vilde Finland snart igjen være udrevet af den russiske Ørns Klør. Den affældige Konge, Carl XIII., saa ogsaa Forholdene i et lignende Lys og betragtede det for afgjort, at hans Land dermed gled ind i Frankriges Kjølvand, skjønt han rigtignok var langt fra at se dette med Glæde, og heller ikke lagde Skjul paa sine Følelser.

Men neppe var Carl Johan - som den nye Thronfølger kaldte sig efter sit Valg - kommen til Sverige, før man fik se, at man fuldstændig havde taget feil i sine Beregninger. Napoleons Understøttelse udeblev, og der gjordes intet Forsøg paa at skaffe Sverige dets tabte Landsdele tilbage; men Carl Johan unddrog sig paa samme Tid fra sin gamle Herres Indflydelse og slog ind paa en selvstændig Politik. En saadan Mulighed havde ikke været anet i Sverige; men den havde staaet for Napoleons Blik. Kun med Ulyst havde han givet sin Marschal Tilladelse til at modtage det Valg, hvormed den svenske Nation havde hædret ham, og da de to Krigskammerater skiltes, faldt der fra Napoleon Ord, som paa en Gang vare et Udtryk for hans fatalistiske Livsbetragtning og for de Tanker, han gjorde sig om Følgerne af det nye Valg. Hvad der siden skeede, kom ham derfor ikke uventet, men

han tilgav aldrig Bernadotte den Rolle, som denne spilte i den følgende Tid. Endnu paa St. Helena talte den afsatte Verdenshersker om den Utaknemlighed, hvorfor han efter sin Formening havde været udsat fra Carl Johans Side.

Begivenhederne udviklede sig nu rask. Napoleons Fordring om, at Sverige skulde antage hans Kontinentalsystem, blev kun halvt opfyldt. I Formen sluttede Sverige sig vistnok til dette; men i Virkeligheden blev der drevet en betydelig Handel paa England, og skjønt der for en Forms Skyld var erklæret dette Rige Krig, blev dog den venskabelige Forbindelse aldrig helt afbrudt. Napoleon blev yderst opbragt over denne Halvhed, der forekom ham som den sorteste Utaknemlighed, uagtet den fra Carl Johans Side i hans nye Stilling var fuldstændig berettiget. Den franske Gesandt i Stockholm blev mere og mere uforskammet. Forholdet til Frankrige blev kjøligere og kjøligere; men Carl Johan lod sig ikke bevæge til at afvige fra den Bane, han en Gang havde udstukket for sin Politik, der stedse antog et mere selvstændigt Præg, indtil omsider det Øieblik kom, da det maatte bære eller briste. Da viste det sig, at han i Forveien havde truffet sit Valg.

Dette var i Aaret I8I2, hvorfor Carl Johans Politik i denne Tid ogsaa har faaet Navn af "I8I2 Aars Politik". Det trak op til den længe forberedte, men ogsaa længe udsatte Kamp mellem Frankrige og Rusland, som nu var bleven uundgaaelig, og hvori enhver Stat maatte tage Parti. Carl Johan havde Valget mellem de to Jættemagter, og han valgte Rusland uden at frygte den Miskjendelse, som han maatte være forberedt paa vilde blive en Følge heraf. Han havde ikke den samme Fristelse som en indfødt svensk Mand til at se Sagerne fra et ensidigt Standpunkt; uden nationale Fordomme

betragtede han Forholdene med et klart og uhildet Blik og saa, at en Forbindelse mellem ham og Napoleon ikke vilde blive til Sveriges Fordel, For sit eget Hjertes Stemme var han døv, idet han alene fulgte Pligtens Røst og erklærede sig imod Frankrige. De, som bebreide ham dette Skridt, burde betænke, hvor meget det har kostet ham. Carl Johan kjendte af personlig Erfaring Napoleon og forstod at bedømme hans Styrke. Han vidste, at om han var sin gamle Keisers Allierede mod Rusland, var det tvivlsomt, hvorvidt en Seier vilde bringe hans Land Fordele, men sikkert, at det i Tilfælde af et Nederlag vilde være nærmest til at betale Legen. Paa den anden Side var der rigtignok i Tilfælde af, at han som Ruslands Allierede bidrog til dettes Seir, ingen Mulighed for at bringe Finland tilbage; men han kunde da betinge sig en anden Løn, nemlig Norges Besiddelse, der kunde give Sverige den store Fordel at faa naturlige Grændser paa næsten alle Kanter. Under Forudsætning af et Nederlag, vilde han jo ogsaa være galt stillet paa denne Side; men det maa heller ikke oversees, at der mellem Sverige og Frankrige flød et Hav, mellem Sverige og Rusland kun en Flod, ligesom han bedre end nogen Anden vidste, hvor den verdensstormende Gigant havde sin Achilleshæl. Det vilde imidlertid herved ikke have været ham let imod de indflydelsesrige og høit anseede Mænd, der holdt paa en Hævnkrig imod Rusland som det eneste Maal for en virkelig national svensk Politik, at drive sin Mening igjennem, hvis han ikke havde faaet kraftig Hjælp i den overmodige Tone, hvori Napoleon optraadte, og i de af ham opstillede overdrevne Fordringer. Disse levnede ingen anden Udvei end at slutte sig til Frankriges Fiender, hvis man ikke vilde nedværdige sit eget Land.

Carl Johan forlod saaledes den gamle svenske Politik og kastede paa en Tid, da han selv lagde sit eget Sværd og sit Lands Hær i Vægtskaalen for at bestemme Europas Skjæbne, alle Drømme om Besiddelser paa Fastlandet og om en Stormagtsrolle overbord. Han saa Sveriges fremtidige Lykke i en insulær Politik, lig Englands. For at naa sit Maal kastede han sig ind i det store Spil, som nu blev spillet, men uden at blive nogen fortvivlet Spiller. Endnu medens Napoleon stod paa sin Magts Høide, begav Carl Johan sig i August I8I2 til Aabo, hvor han mødte Keiser Alexander af Rusland og med ham traf en Overenskomst om Sveriges fremtidige Stilling, der blev af Betydning for Europas Historie. Dette maa dog ikke tages i den Forstand, som Enkelte have villet gjøre det til, at det var ham, som ved sin Optræden i Aabo først gav Alexander Mod til at optage Kampen, som brændte Moskau og beredede den store Armees Undergang paa Ruslands Snemarker. En saadan Overdrivelse er usand og unødvendig.

Medens Napoleon marscherede ind i Rusland, medens Moskau stod i Brand og medens den franske Hær svandt hen under Kampen mod en Fiende, som den ikke kunde overvinde, var Carl Johan virksom paa andre Kanter. Efter at have sluttet Fred med England, erhvervede han ogsaa denne Magts Garanti for, at Norge skulde tilfalde Sverige, hvis de mod Napoleon allierede Stater gik af med Seiren. Omtrent samtidig indledede han Underhandlinger med indflydelsesrige Mænd i det søndenfjeldske Norge om at tilveiebringe en Tilslutning til Sverige paa Grundlag af Norges Ligeberettigelse med det andet og større Land og Uafhængighed i alle indre Forhold, og reiste i denne Anledning selv til Venersborg for

at være den norske Grænse nærmere. Men bunden, som han var, til Napoleons Modstandere, kunde han ikke opfylde Nordmændenes Forlangende om øieblikkelig væbnet Understøttelse til at fremme deres Reisning og maatte saaledes foreløbig opgive denne Plan. Han gik mod Syd.

I Mai I8I3 steg Carl Johan med en svensk Hær paa 30,000 Mand iland paa Tydsklands Grund. Men endnu hengik der nogen Tid, forinden han optraadte paa Krigsskuepladsen. Uagtet ogsaa Preussen, der nu tillige med Rusland tog aktiv Del i Kampen, ved en særskilt Overenskomst havde tilsikret ham Norge, var han dog paa Grund af sine Allieredes eiendommelige Holdning fremdeles meget ængstelig for at blive forraadt af dem, og besluttede under disse Forhold først og fremst at varetage Sveriges Interesser uden at vove Noget; han mente med fuld Ret, at det ikke udelukkende var for de Allieredes Skyld, han var kommen til Fastlandet. Først efterat de nødvendige Garantier vare ydede, satte han sig i Bevægelse som Chef for den af svenske, preussiske og russiske Tropper sammensatte Nordhær.

De Vanskeligheder, med hvilke Carl Johan i dette Felttog havde at kjæmpe, vare af en dobbelt Art, idet han paa een Gang skulde kjæmpe mod den Ulydighed, som vistes ham af nogle af hans underordnede Generaler, og mod en stærk og dygtig ledet fiendtlig Hær. Han magtede imidlertid begge, og gjennem Seirene ved Grossbeeren og Dennewitz bidrog han overordentlig til Kampens heldige Udfald. Hans Taktik var i det Væsentlige den samme som Moreaus; efter dennes Fald var han den eneste ved de allierede Hære, som var fortrolig med Napoleons Krigskunst og kjendte dennes stærke og svage Sider. Af den Grund blev Carl Johans Marsch fra Nord

Hermed afsluttedes Carl Johans verdenshistoriske Rolle. Han tilhører fra nu af udelukkende Norden. Han vendte hjem, men fandt ved sin Tilbagekomst, at Begivenhederne havde udviklet sig paa en anden Maade, end han havde drømt om, og at den Erobring, som han allerede troede at have gjort i Holstein, først nu maatte gjøres i Norge. Dette var unegtelig en Streg i Regningen; men der var for ham kun een Vei at følge, nemlig at gaa paa med Sværdet i Haanden, og det snarest muligt. Thi ligesom Carl Johan under Felttoget havde havt rigelig Anledning til at bemærke, at han kun var taalt som et nødvendigt Onde af de store Magter, saa maatte han nu befrygte, at, hvis han ikke snart kunde pege hen paa den skandinaviske Halvøs Forening, som paa et fuldendt Faktum, kunde der let opstaa nye Vanskeligheder.

Da Carl Johan udkastede sin store Plan til den skandinaviske Halvøs Forening, var der en Ting, som han ikke havde taget i Betragtning, og det var, hvad Nordmændene vilde sige til hans Kombinationer. Han havde faaet Ideen om Halvøens Forening fra Lederne af det Parti, som i I809 havde arbeidet paa dennes Iværksættelse; han havde udviklet den nærmest som et geografisk Experiment, og over de umaadelige Fordele, som de afsluttede Grænser vilde give, seet bort fra alt, som stillede sig hindrende i Veien for en Forening. Det var, som han selv tydelig har udtalt, kun de geografiske Hensyn, der her oprindelig bestemte ham, og som havde vakt hans Opmærksomhed. Hvad han havde hørt om Forholdene i Norge, havde sandsynligvis kun indgivet ham den Tanke, at der her levede en med sin Regjerings Undertrykkelser misfornøiet Befolkning, som med Glæde vilde hilse enhver "Befrier", især naar den i visse Henseender erholdt en udvidet Selvstændighed. Thi det havde Carl Johan optaget fra de forrige Forhandlinger mellem norske og svenske Mænd, at Norge skulde have en egen Forfatning med visse fast bestemte Særrettigheder, ligesom formodentlig hans egen liberale Tænkemaade altid vilde have tilsagt ham dette uden nogen saadan Foranledning. Dette Punkt blev imidlertid aldrig tilstrækkelig fastslaaet og heller ikke nogensinde holdt tilstrækkelig frem. Det er ogsaa meget muligt, at denne Imødekommen og Erkjendelse af Norges Ligeberettigelse med Broderlandet ikke i noget Tilfælde vilde have øvet Virkning, da den som første Betingelse forudsatte Undertrykkelse og deraf flydende Misfornøielse ikke fandtes, men i dets Sted en meget stærk Uvilje mod Svenskerne og mod deres Kronprins.

Paa denne Maade var det ligesaa naturligt, at Carl Johan

ikke forstod Nordmændenes Vægring ved viljeløst at følge Kielerfredens for os oprørende Bud, som at en saadan maatte komme. Hvad der for os var berettiget Selvforsvar, var i hans Øine kun et Oprør; men dog glemte han ikke Klogskabens Bud. Da det først var gaaet op for ham, hvor meget han havde forregnet sig, var det ham let at finde sit nye Standpunkt, medens hans svenske Omgivelser fremdeles gik ud fra de gamle Forudsætninger og ikke kunde fatte hans forandrede Handlemaade. Den korte Kamp i I8I4 lærte Carl Johan, at Nordmændene under en kraftig Ledelse kunde blive farlige Fiender, og at deres Nationalitet maatte respekteres. Dertil kom endnu Hensynet til de politiske Forhold i Europa. Atter viste han sig som den overlegne Statsmand, idet han erkjendte Norges fulde Selvstændighed og paa dette Grundlag erklærede sig villig til at underhandle om Foreningen. Den Selvstændighed, som paa denne Maade tilsikredes Norge, var neppe synderlig mere omfattende end den, som tidligere var paatænkt, bl. a. af Carl Johan selv umiddelbart før hans Reise til Fastlandet. En svenskfødt Fyrste havde neppe med en saadan Fordomsfrihed antaget Nordmændenes Fordringer; den franskfødte Carl Johan hindredes ikke af nationale Fordomme, men gik uhildet lige paa det, som var Hovedsagen. Derfor feirede han ogsaa nu den største Triumf, som han endnu havde feiret. Det er muligt, det kan maaske endog være rimeligt, at Sverige tilsidst havde gaaet af med Seiren, om Krigen var bleven fortsat. Imidlertid havde et norsk Korps, under Oberst Krebs, seiret i den eneste virkelige Kamp, som havde fundet Sted under det korte Felttog, og der var Intet til Hinder for, at andre norske Hærførere kunde følge Krebs's Exempel. Men netop derfor maa Carl Johans Handle-

maade fra ethvert Synspunkt ydes den største Anerkjendelse; jo bitrere og voldsommere Kampen vilde være bleven, desto støre blev ogsaa den Lykke, som Freden bragte.

Foreningen af 4de November I8I4 lagde Grundvolden til to Nationers fremtidige Lykke. For Sverige aabnedes derved den af Carl Johan forudseede Æra af en ny fredelig Udvikling; for Norge sikrede den en fredelig Nydelse af de med Selvstændigheds-Erklæringen og Eidsvoldsverket erhvervede Goder. Begge Lande skyldte for en væsentlig Del Carl Johans Politik denne Lykke, idet den dannede dens første Betingelse, ligesom neppe nogen anden Personlighed vilde have frembudt saa mange Garantier for et heldigt Udfald som hans.

Carl Johans første Skridt efter Foreningens lykkelige Istandbringelse afgav et nyt Bevis paa hans Klogskab og Humanitet, idet han ved Sammensætningen af det norske Statsraad satte sig ud over alle Partihensyn og kun valgte efter Dygtighed. En Optræden som denne kunde blot lede til de bedste Resultater; den lægede efterhaanden de indre Saar og erhvervede Carl Johan en almindelig Tillid. Endnu inden fire Aar vare hengaaede fra Foreningens Stiftelse, var Carl Johan, da han ved Carl XIII's Død overtog Regjeringens Ledelse i sit eget Navn, meget afholdt af alle Klasser af det norske Folk. Han satte selv Pris herpaa, var stolt af at bære Norges Krone og lagde altid megen Vægt paa, at han havde modtaget denne i Throndhjems Domkirke. Omtrent samtidig med Kroningen i I8I8 indtraf der Begivenheder, som satte Carl Johan i et mistænkeligt Lys, nemlig det oplandske Bondeopløb, hvis første Leder var Hedemarkingen Halvor Hoel, om hvem Rygtet snart vilde vide, at han oppebar

Fortsettelse