Fortsettelse fra side 33

Pension af Kongen. Mellem Landbefolkningen i store Dele af Hedemarkens, Christians og Buskeruds Amter herskede der en almindelig Ophidselse, som var foranlediget ved de høie Skatter, som paa en i det Hele trykket Tid vare de første Frugter af Norges nye Tilværelse som selvstændig Stat. Bønderne mente, at Alt vilde blive godt og vel, naar de igjen fik en enevældig Konge og afskaffede baade Regjeringen og Storthinget i Kristiania. Man troede i Samtiden og længe efter, at Carl Johan havde opmuntret Lederne, og at de handlede med hans hemmelige Samtykke. Men Alt, hvad der er fremkommet af paalidelige Aktstykker om denne Sag, godtgjør, at denne Mistanke har været aldeles ugrundet.

Det kan i denne Sammenhæng ikke forbigaaes, at en væsentlig Grund til den Popularitet, som Carl Johan opnaaede, var den storartede Gavmildhed, med hvilken han overalt, hvor det udkrævedes, kom de Nødlidende til Hjælp. Selv hans Fiender have erkjendt hans gode Hjerte, og at ville tillægge ham egenkjærlige Bevæggrunde, er derfor her ikke paa sin Plads. Hvor der var Nød, strøede Carl Johan Penge ud, og om disse ogsaa i mange Tilfælde kunde komme i Uværdiges Hænder, blev dog hans Hjælp i det Hele ydet paa en meget klog Maade. Hans Pung kunde, hvor der var Nød forhaanden, aldrig være lukket, og som Følge deraf blev hans en Gang betydelige Formue, der ikke, som flere andre franske Marschallers, var erhvervet ved Plyndringer og Udpresninger, inden hans Død stærkt medtagen. De rige Gaver, hvormed han har betænkt milde Stiftelser i Norge, bevare endnu Mindet om hans storartede Godgjørenhed og stifte meget Godt. Mere end een Privatmand havde Carl Johan at takke for betydelige Velgjerninger, som have reddet mange Familier fra Under-

gang. Det er et karakteristisk Træk, som berettes om ham, at naar han mærkede, at en eller anden af hans mange Debitorer svigagtig søgte at slippe fra at betale Renter ved Foregivende om, at han ikke havde Midler dertil, pleiede han ofte at overdrage Obligationen til en mild Stiftelse, hvis Værger da ikke kviede sig ved at gaa paa, naar der gjordes Vanskeligheder med Renternes Betaling.

Ved Opgjørelsen af Norges Andel i det dansk-norske Monarkis Statsgjæld indlagde Carl Johan sig overordentlige Fortjenester af vort Land. Det skyldtes for en væsentlig Del ham, at Danmarks Fordringer bleve nedsatte til et Minimum, som var langt under, hvad man havde kunnet vente. Hvis det skulde have gaaet efter den danske Regjerings af Stormagterne understøttede Ønsker, vilde Norge være blevet lamslaaet under Byrden af den umaadelige Statsgjæld, hvormed det da maatte have begyndt sin Tilværelse som selvstændig Stat. Carl Johan fik sat igjennem, at der ogsaa toges Hensyn til Norges svækkede Tilstand og til alt, som det havde lidt under den gamle Forening, og derved slap det i I8I9 med at betale tre Millioner af de 42, som udgjorde den samlede Statsgjælds hele Beløb. Imidlertid faldt selv Udredelsen af denne Sum meget besværlig for den medtagne Statskasse, og Storthinget i I82I gjorde Vanskeligheder saavel med Hensyn til Gjældens Anerkjendelse, som til dens Afbetaling i de ved Konventionen af I8I9 fastsatte Terminer. Dette var en Uklogskab, som meget let kunde have draget efter sig en Indblanding fra de store Magter, der atter kunde have havt Tabet af Norges frie Forfatning til Følge. Carl Johan afværgede imidlertid ogsaa denne Mulighed og fik Storthinget til at anerkjende Gjælden, og i det følgende Aar opnaaede han en

ny Overenskomst med Danmark, hvorved det blev muligt at betale denne Stat dens Tilgodehavende paa een Gang og ved Optagelsen af et Statslaan at ordne Terminerne paa den af Storthinget ønskede Maade. Ogsaa den anden Sag, der i I82I tildrog sig almindelig Opmærksomhed, Adelsloven, truede til en Tid med at fornye det spændte Forhold til Stormagterne; men ogsaa dette mindre Uveir fik Carl Johan til at drive over. Skjønt det netop var hans Bestræbelser, som det skyldtes, at Norges frie Forfatning da kunde opretholdes, blev han imidlertid ligefuldt denne Gang mistænkt for at omgaaes med Planer til at omstyrte den, og denne Mistanke blev af lang Varighed.

Det var nemlig almindelig bekjendt, at der var flere Punkter i denne norske Grundlov. som han ønskede forandret, og da han paa samme Tid fremsatte sine meget omtalte Grundlovsforslag af I82I, fik denne Mistanke ny Næring. Forslagene bleve af Storthinget i I824 forkastede og fik, hver Gang de senere gjenoptoges, den samme Skjæbne, hvilket beklageligvis oftere øvede en forstyrrende Indflydelse paa Harmonien mellem Konge og Folk.

Den mindst heldige Periode af Carl Johans Regjering er i enhver Henseende Aarene I827-I829. Det var Nordmændenes Festligholdelse af l7de Mai, som vakte Kongens høieste Vrede. Carl Johan havde altid staaet i den Formening, at der i Norge gaves et dansk Parti, der i I8I4 havde havt sin væsentlige Andel i den Modstand, hvormed han da blev mødt, og som senere altid havde søgt at lægge ham Hindringer i Veien. Da man saa i Norge begyndte at feire I7de Mai, erindrede han, at et af de Minder, som knyttede sig til denne Dag, ogsaa var Christian Frederiks Kongevalg, hvorfor han i

disse Fester saa en dansk, antiunionel Demonstration, som maatte modarbeides med Kraft. Denne Feiltagelse, hvori han bestyrkedes af sine svenske Omgivelser, blev af stor Betydning og kunde let have draget betænkelige Følger efter sig. Heldigvis ledede den nu kun til det tragikomiske Optrin I7de Mai I829 paa Kristiania Torv, der gaar under Navn af "Torveslaget", og da dette havde vist Carl Johan, hvor uskyldig den hele Bevægelse var, kom han efterhaanden paa andre Tanker. Skjønt han aldrig ganske opgav sin Uvilje mod I7de Mai, tog han paa sine gamle Dage denne Fest meget rolig, og uagtet han fremdeles stod i den Tro, at det var en Demonstration for Christian Frederik, saa mente han, at den kunde være denne hans gamle Medbeiler en Erstatning for den Støtte paa Dovrefjeld, som en Storthingsmand i I8I4 havde foreslaaet at reise for ham, men som da ikke var kommen istand. Nordmændene viste ogsaa paa sin Side megen Takt mod den gamle Konges Ømfindtlighed i dette Punkt.

I Perioden fra I830 til I836 indtraf der i Norge ingen politiske Begivenheder af større Betydning; men desto mere uventet kom den Krise, som i I836 atter rystede det gode Forhold og for sidste Gang stillede Carl Johan og Nordmændene i Opposition til hverandre. Efter hvad der nu er oplyst, tør dog Carl Johans Optræden ved denne Leilighed finde en naturlig Forklaring, og den Hurtighed, hvormed det gode Forhold bagefter gjenoprettedes, er det bedste Bevis for, at der paa hans Side ikke var nogen dybtfølt Uvilje. Carl Johan maatte opløse Storhinget for at undgaa politiske Forviklinger med de absolutistiske Stormagter, fornemmelig med Rusland. Men hvor meget han end bestræbte sig for at

opretholde Freden, var han dog bestemt paa at optage en Kamp, om det viste sig nødvendigt. Netop i I836 blev der i begge Riger truffet Foranstaltninger til Forsvar. Allerede under det om Høsten I836 sammentraadte overordentlige Storthing var Stemningen fra begge Sider meget formildet, og Samarbeidet mellem Statsmagterne forstyrredes ikke ved nogen Disharmoni. Om Vinteren I838-I839 opholdt Kongen sig flere Maaneder i Christiania, modtog der en Mængde Beviser paa den aimindelige Hengivenhed, hvormed han nu omfattedes, og var selv overordentlig tilfreds med sit Ophold. Norge stod nu høit i hans Gunst og dette vedvarede altid siden, lige til hans Død.

Modsætningen til det Forhold, hvori han i sine senere Aar stod til den svenske Opposition, har formodentlig ikke bidraget lidet til, at han saaledes vendte sig mod Norge. Denne Opposition optraadte paa en for ham meget saarende Maade og benyttede ikke sjelden Midler for at komme hans Regjeringssystem tillivs, der ikke vare at anbefale. Han var altid ømfindtlig for Kritik og tog sig mere nær af ethvert Angreb, end han havde behøvet. I dette Tilfælde var for øvrigt Kritiken for Sveriges Vedkommende ikke altid ubeføiet, medens der i Norge var meget lidet at udsætte. Kongens Fraværelse fra Riget gjorde, at man her i det Hele taget mindre følte hans Tilbøielighed til selv at ville lede Alt. Det var dog denne, som en Gang drev hans dygtigste norske Raadgiver ud af Statsraadet, og som ogsaa af og til ved andre Leiligheder kunde fremkalde forbigaaende Brydninger mellem Kongen og Statsraadet. Men disse sidste anedes kun sjelden af det store Publikum.

Som Norges Konge vil det altid blive Carl Johans store

Ros, at han blev tro mod sit Program fra November I8I4 og overholdt den da sluttede Pagt mellem Konge og Folk. Med dette for Øie styrede han Riget sikkert gjennem alle Farer, og skjønt hans Samtid i mere end eet Tilfælde misforstod hans Handlemaade, er Historiens Dom allerede nu bleven en anden. Hans Betragtning af Staten var en virkelig liberal; men han nærede stadig Bekymring for, at de Grundsætninger, hvorpaa den norske Forfatning var bygget, ikke indeholdt de fornødne Garantier for, at Kongemagten altid kunde opfylde den Bestemmelse, som den burde have i et konstitutionelt Monarki. Dette bevægede ham til at fremsætte sine gjentagne Forslag om at tillægge Kongen det absolute Veto ved Love, om hvis Nødvendighed for Statens harmoniske Udvikling han nærede en urokkelig Overbevisning. Det ovenfor meddelte Brev kan nærmere vise, hvorledes han i denne Henseende opfattede sin egen Stilling.

Carl Johan vilde altid have Foreningen bygget paa Ligeberettigelse mellem begge Folk. Om han ogsaa kan have tænkt sig, at der da vilde vokse frem en gjensidig Tillid, som i Fremtiden muligens hos begge Folk kunde fremkalde Ønsker om at give Foreningen et andet Grundlag, saa har han ialfald ikke selv villet gribe forstyrrende ind og ved ydre Forholdsregler paaskynde en saadan Udvikling. Derfor er det sikkert, at han altid med Samvittighedsfuldhed overholdt de Løfter, han havde givet i I8I4. Han ønskede en stærk Forening, men gjorde aldrig noget for at fremkalde en Sammensmeltning af de to Folk; i denne Henseende maa hans Politik bedømmes efter, hvad han ytrede og handlede som Kronprins og Konge, ikke efter Ytringer, der faldt paa en Tid, da han ikke havde noget Kjendskab til de norske Forhold.

For sine Rigers materielle Udvikling arbeidede altid Carl Johan med utrættelig Energi, efterat han i I8I4 havde tilveiebragt de første Betingelser for denne. Hans Regjering betegnes derfor af overordentlige Fremskridt, og Tilstanden, som i I8I4 var næsten fortvivlet, var i I844 meget lovende. Hans kloge Politik, der var rettet paa at holde hans Riger udenfor alle Europas Forviklinger, bidrog hertil ikke lidet.

I en usædvanlig Grad beholdt Carl Johan til sin høie Alderdom en usvækket Aandskraft. Han opnaaede en Alder af otti Aar. Paa sin ottiende Fødselsdag blev han angreben af den Sygdom, af hvilken han døde den 8de Marts I844.

EUGÉNIE BERNHARDINE DÉSIRÉE.

I sine Ungdoms Dage, da hans Berømmelse begyndte at stige, ægtede Carl Johan, den Gang General Bernadotte, Eugénie Bernhardine Désirée Clary, Datter af den rige Bankier Clary af hans andet Ægteskab med Vikomtesse Somis. Den unge Frøken Clary, der var født 8de November I78I, havde da allerede en Gang tidligere været forlovet, med den franske General Duphot, der imidlertid kort efter Forlovelsen blev myrdet under et Opløb i Rom. Hendes Fader døde, og hun flyttede til sin ældste Søster, Marie Julie Clary, der var gift med Joseph Bonaparte. I deres Hus gjorde hun Bekjendtskab med Bernadotte, og der feiredes ogsaa deres Bryllup, I6de August I798. I dette Ægteskab fødtes kun et eneste Barn.

Efter Carl Johans Død levede Enkedronning Désirée endnu i mange Aar; først den I7de December I860 blev hun kaldt bort fra dette Liv, i hvilket den sidste Tid havde bragt hende mange og store Sorger ved flere af hendes nærmestes Bortgang. Hun opnaaede paa det nærmeste den samme Alder som Carl Johan, men bevarede ikke den samme Aandens og Legemets Livlighed, som havde udmærket hendes kongelige Husbond til det sidste.

Frants Joseph Oscar var Carl Johans eneste Søn, født i Paris 4de Juli I799. Ved sin Faders Valg til svensk Kronprins var han allerede over II Aar, og da han selv blev Arving ogsaa til den norske Throne, over I5 Aar. Den unge Prins var saaledes opvokset som en fuldstændig Franskmand, men var dog endnu ung nok til at kunne gaa helt over i de nye Forhold, som aabnede sig for ham i I8I0 og I8I4. Som svensk Arveprins førte han Titelen Hertug af Sødermannland; fra I8I8 var han i begge Riger Kronprins og var det i 26 Aar. I Prins Oscars Ungdom fortaltes der mangt og meget om hans daarlige Helbred, og der knyttedes maaske ogsaa mange Forhaabninger til denne Tro paa hans snarlige Bortgang. Hvis det nye Dynasti ikke skulde blive fortsat, hvis dets eneste Arving kaldtes bort fra Verden inden sin Fader, da kunde Tilhængerne af de Dynastier, der tidligere, havde regjeret i begge Riger, nære grundet Haab om at se dem vende tilbage. Carl Johan vilde da være bleven som et Meteor, der lyste til en Tid for igjen at slukkes. Efter ham vilde der være bleven en tom Plads, som Prins Gustav af

Vasa vilde have følt sig kaldet til at fylde i Sverige, Prins Christian Fredrik i Norge. Naar Stillingen var en saadan, er det let forstaaeligt, at dette alene vilde været tilstrækkeligt til at fremkalde Rygter om, at den unge Prins var sygelig og ikke havde synderlige Udsigter til at leve længe. Navnlig var der saadanne Fortællinger i Omløb, da Prins Oscar i I8I4 og I8I5 var paa sine to første Besøg i Norge. I ethvert Tilfælde har der været megen Overdrivelse i disse Rygter, selv om de ikke savnede al Grund.

Hvem der skulde blive Prins Oscars Brud, var ogsaa noget, der længe gav Rygtet meget at bestille. Paa en længere Udenlandsreise blev han i I822 forlovet med Prinsesse Josefine af Leuchtenberg, som i I823 kom til Stockholm og der ægteviedes til Kronprinsen. I I824 blev Kronprinsen udnævnt til Vicekonge i Norge og kom da med Kronprinsessen til Christiania, hvor det unge Par opholdt sig en større Del af Aaret. I I833 kom Kronprinsen, med Fuldmagt som en Vicekonge, igjen til Norge og foretog da en Reise til Bergen. Kronprins Oscar havde under sine forskjellige Besøg i Norge dannet sig en rigtig Opfatning af norske Forhold, der tillod ham at se paa disse med stor Fordomsfrihed.

Som Kronprins havde Oscar en Stilling, der ingenlunde var ganske let; men han synes med Dygtighed at have forstaaet, hvordan den skulde tages. Navnlig var der i Sverige Mange, der vare misfornøiede med Kongens Styrelse og ventede sig meget af et Regentskifte; ligeoverfor saadanne maatte Thronarvingen vise megen Forsigtighed. Kronprins Oscar gik i disse Aar i en vanskelig Skole, hvori han lærte sig mangen en nyttig Lærdom for Livet. Man har ogsaa troet, at hans Karakter derved blev mere indesluttet, end

den oprindelig var, fordi han maatte lægge en overordentlig Vægt paa at være forsigtig og ikke stille sig blot til nogen Kant.

Fra den 8de Marts I844 var Kronprinsen de forenede Rigers Konge. Han mødtes fra den første Dag af med Sympathi hos det store Folk, medens Enkelte af dem, der havde staaet den nye Konge forholdsvis nær, ikke vidste, hvorledes de skulde bedømme ham. Det er saaledes mærkeligt at læse, hvad Statsraad Holst fortæller i sine Skildringer om de Samtaler, som han og de øvrige Medlemmer af den norske Statsraadsafdeling i Stockholm havde med hinanden under Carl Johans sidste Sygdom. Han siger derom i sine Erindringer (s. 3I4 flg.): "Jeg ved ikke, hvorledes vi under disse Samtaler kom paa den endog for os selv usandsynlige Idee, at det i Tilfælde af Kongens Død kunde falde Kronprinsen ind at ville spille omtrent samme Rolle i Norge, som Kong Ernst i Hannover, og saaledes kun med visse Indskrænkninger, navnlig med Hensyn paa det absolute Veto, at ville antage den norske Grundlov. At vi kunde forudsætte saadant, endog blot som en tænkelig Mulighed, havde uden Tvivl sin Grund dels deri. at vi hel vel vidste, at det svenske Aristokrati i Almindelighed ikke var særdeles gunstig stemt imod Norge, dels maaske ogsaa i den af Kronprinsen mod alle Norske hidtil befulgte, uden Tvivl af Klogskab med Hensyn paa hans vanskelige Stilling paabudne tilbageholdne Adfærd. Vi bleve ogsaa enige om, hvad der, ifald et saadant Tiltælde imod vort Haab skulde indtræffe, fra vor Side burde foretages." Statsraad Holst erkjender imidlertid selv, at den Maade, paa hvilken den nye Konge optraadte, viste, at en saadan Tanke aldrig kunde være opstaaet hos ham. Ved Thronbestigelsen

var der en Stund Tvivl om, hvilket Navn den nye Regent skulde føre. Efter Holst's Beretning vare flere af Kongens svenske Raadgivere stemte for, at han skulde kalde sig Frants Joseph, hvilket ogsaa sagdes at stemme med Enkedronningens Ønske, medens de norske holdt paa, at han skulde vedblive at føre Navnet Oscar, som han havde benyttet, medens han var Kronprins, og under hvilket han Var kjendt og afholdt. Denne Mening blev ogsaa den seirende, og i den nye Konges første Kundgjørelser til sine Undersaatter kaldte han sig Oscar den Første. Under dette Navn befæstede han sig hurtig i deres Hengivenhed, og for hvert Aar, som gik, forøgedes den Kjærlighed, hvormed hans Navn omfattedes af begge hans Folk.

For Norges Vedkommende var der særegne Grunde, som bidroge sit til at gjøre ham end mere afholdt, end han ellers kunde være bleven med det Samme. Det faldt i hans Lod lige ved sin Thronbestigelse at kunne opfylde et Ønske, der i en Række af Aar havde været næret af det norske Folk, som jævnlig havde ført Klage over, at dets Krav i denne Henseende ikke vare imødekomne. Kong Oscars Morgengave til Nordmændene var det norske Flag, der fra I844 af ikke længere var indskrænket til at benyttes af Handelsskibe, men nu ogsaa, med Unionsmærke, blev Rigets eneste Flag, der vaiede fra dets Fæstninger og Orlogsskibe. Allerede i den foregaaende Konges Tid var der nedsat en Unionskomité, der forhandlede om en ny Ordning af Foreningen mellem de to Kongeriger; men da det syntes at ville trække længe ud, inden denne kunde blive færdig med sit Arbeide, ansaa Medlemmerne af den norske Statsraadsafdeling i Stockholm det for hensigtsmæssigt at bringe Flagspørgsmaalet paa Bane, og

ved den overordentlig imødekommende Holdning, der vistes fra Kongens Side, lykkedes det meget snart at faa Sagen i Orden. Ved Kongelig Resolution af 8de Juli I844 fik det norske Flag sin nuværende Sammensætning. Samtidig blev der ogsaa foretaget en Forandring med det norske Rigsvaaben, der vakte megen Tilfredshed, skjønt det kan være tvivlsomt, om dette derved just fik sit rette, oprindelige Udseende. I I844 indkaldte Kong Oscar de svenske Stænder; i Februar I845 mødtes han for første Gang efter sin Regjeringstiltrædelse med det norske Storthing, hvis Forhandlinger han da personlig aabnede. I dette Aar (I845) var han to Gange i Norge og besøgte senere jævnlig vort Land, naar han ikke var forhindret ved Sygdom. Oscar I. var en Konge, der havde en levende Følelse af sin ophøiede Stillings Pligter, og han arbeidede, saalænge der levnedes ham de tilstrækkelige Kræfter, paa at sætte sig ind i Alt, der forelagdes ham til Afgjørelse. Hans Regjeringstid var i begge Riger udmærket ved et alsidigt og omfattende Arbeide paa saagodtsom alle den indre Styrelses Omraader. Kongen nærede selv en levende Interesse for en heldig Ordning af Fængselsvæsenet, hvorom han, medens han endnu var Kronprins, havde udgivet et Skrift, og denne hans Interesse, der holdtes oppe af en varm Deltagelse for ulykkelige Medmennesker, har paa forskjellige Maader baaret sine rige Frugter.

Kong Oscar var særlig anlagt for Fredens Gjerning; det lykkedes ham ogsaa i sin Regjering at holde Krigen borte fra Rigerne, uagtet det ved to forskjellige Leiligheder saa truende ud. Først var det under Oprøret i Slesvig og Holstein, senere under Krimkrigen.

Under det slesvig-holsteinske Oprør sendte Kongen i I848 en Erklæring til Kabinettet i Berlin, hvorefter han, hvis de tydske Tropper ogsaa betraadte Nørrejylland, vilde yde Danmark Hjælp ved Forsvaret. Saavel Storthinget, som den svenske Rigsdag viste sig villig til at støtte disse Kongens Hensigter og bevilgede de fornødne Midler til Rustninger. Norske og svenske Orlogsskibe krydsede i Søen, og i Skaane samledes et Korps, der bestod af Tropper fra begge Riger, og af hvilket en Del overførtes til Fyen. Under Kong Oscars Mægling afsluttedes i Malmø en Vaabenstilstand mellem Danmark og Preussen.

Efterat Krigen i det følgende Aar paa ny var udbrudt, og der saa atter var sluttet en Vaabenstilstand, opfordredes Kong Oscar fra Danmark og Preussen til at besætte den nordlige Del af Sønderjylland; dette skede ogsaa, idet de forenede Rigers Tropper, i Henhold til en med Danmark i Christiania den I3de August I849 afsluttet Overenskomst, holdt den bestemte Del af det nævnte danske Landskab besat i henimod et Aar.

Under Krimkrigen fulgte Kong Oscar en lignende Politik, der uden at opgive noget af hans Rigers Værdighed var beregnet paa at holde dem udenfor de europæiske Forviklinger. Endnu inden Frankrige og England havde sagt sit sidste Ord til Rusland, var han bestemt paa, hvad der skulde gjøres, og meddelte de fremmede Regjeringer i en Rundskrivelse af I5de December I853, at de forenede Riger ligesom Danmark "havde til Hensigt at anvende et strengt Neutralitetssystem, grundet paa Aabenhed, Upartiskhed og en fuldkommen lige Agtelse for alle Magters Ret." Den bevæbnede Neutralitet viste sig at være til stort Held for Rigerne, hvis Folk derunder kunde

vedblive Fredens Gjerninger; men det saa ikke til alle Tider ud, som om det bestandig skulde lykkes at holde Krigen borte. Kong Oscar afsluttede da 2Ide November I855 særskilte Traktater med Frankrige og England, der knyttede en nærmere Forbindelse med disse Lande: men det kom ikke til Krig, da den i Marts I856 sluttede Fred atter hidførte rolige Tilstande over det hele Europa. Senere truedes ikke Rigernes ydre Ro, medens Kong Oscar levede.

Det urolige Aar I848, der i Europas øvrige Riger saa mange Omvæltninger, gik heller ikke ubemærket hen for Kong Oscars tvende Folk. I Stockholm kom det i Marts I848 til Uroligheder, som dog snart dæmpedes efter Anvendelse af Militærmagt, medens der i Norge hengik flere Aar, inden der kom et Udbrud. Den store socialistiske Arbeiderbevægelse, der da gik gjennem i Norge, er i sig selv høist mærkelig, ikke mindst derved, at den saa hurtig døde hen, efterat dens Ledere vare arresterede og dømte. Til en Tid truede den med at fremkalde voldsomme indre Uroligheder; men ogsaa ved denne Leilighed lykkedes det at kvæle Udbrudet i Fødselen, saaledes at Kong Oscars Regjering helt ud blev en Tid for den indre, som for den ydre Fred.

Kong Oscar blev ikke meget gammel. Allerede i I852 havde Kongen for sin Helbreds Skyld maattet søge til et udenlandsk Badested, og da han efter Hjemkomsten derfra havde opholdt sig i Christiania, mistede han sin anden Søn, Prins Gustav. I854 mistede Kongen sin Sønnesøn. Disse Tab bidroge til at bøie hans svækkede Helbred. I I857 var Kongen bleven saa svækket, at han den 25de September overdrog Styrelsen til Kronprinsen med fuld kongelig Magt og Myndighed; men endnu levede han i henimod to Aar, til den 8de

Juli I859, da han uden Kamp indslumrede, omgiven af sin hele Familie. Oscar den Førstes Regjering er en Fredens Tid, hovedsagelig viet til det indre, rolige Arbeide. Dette forstodes med Erkjendtlighed, og hans Folk havde et aabent Øie for den betydelige Andel, som Kongens personlige Virksomhed havde deri. Kong Oscar var en af sin Samtids mest kundskabsrige Fyrster; han var tillige en af de mest arbeidsomme, og "Maalet for hans Arbeide og hans Kamp var", som det er sagt af en Mand, der havde havt Anldening til at se ham meget gjennem længere Tid: "de nordiske Folks Vel". Kongens gamle Privatsekretær, von Døbeln, sagde mange Aar efter hans Død, at aldrig havde han seet ham vred og opfarende, med Undtagelse af en eneste Gang, da han ved Modtagelsen af et Brev havde ladet sig overraske af en øieblikkelig Vrede og brugte stærke Udtryk; men dette var kun for et Øieblik, og saa var Kongen igjen den gamle, mild og hensynsfuld. Faa Konger have i den Grad som Oscar I. taalt at høre Andre fremstille en med deres egen stridende Mening; faa Mennesker have havt den hensynsfulde Agtelse for Andres Opfatning, som han.

JOSEPHINE MAXIMILIANE EUGENIE.

Ved Kong Oscar I.s Side stod en sjelden begavet Kvinde, med hvem han var bleven forlovet i I822 og gift den I3 Juni I823. Josephine Maximiliane Eugenie var en Datter af Napoleons Stedsøn, Eugene Beauharnais, Vicekonge af Italien og

den bayerske Prinsesse Augusta Amalia, og fødtes i Bologna I4de Marts I807. Den unge Prinsesses Vugge stod i Ly af det mægtige franske Keiserdømme. Napoleon udnævnte hende til Prinsesse af Bologna og Hertuginde af Galliera samt skjænkede hende Slottet i Bologna og Galliera. Efter hans Fald, da Prins Eugène trak sig tilbage til sin Svigerfader, den bayerske Konges Land, levede Prinsesse Josephine i Bayern, indtil hun i I823 kom til Norden. Her kunde hun som alderstegen Enkedronning feire sit femtiaarige Jubilæum, først i Sverige I873 og saa i Norge I874. To Aar efter afgik Enkedronningen ved Døden 8de Juni I876. I 2I Aar som Kronprinsesse, i I5 som Dronning stod hun ved sin Husbonds Side, delende Glæder og Sorger med ham. Om megen Lykke havde været beskaaret hende i Livet, saa havde hun ogsaa havt megen Sorg, og i sine senere Leveaar saa hun den ene efter den anden af sine Elskede bortrives, deriblandt tre Børn og et Barnebarn.

FRANTS GUSTAV OSCAR.

Den anden af Kong Oscar I.s og Dronning Josephines Sønner var Prins Frants Gustav Oscar, født I8de Juni I827. Til Prins Gustav knyttede der sig mange Forhaabninger; opdragen med den største Omhu og rigt udstyret af Naturen, ofrede han sig tidlig for Kunst og Videnskab. Navnlig for Musik besad han sjeldne Anlæg; af Videnskaberne havde han nærmest lagt sig efter Studiet af Historie og Krigshistorie. Men hans Bane blev tidlig afbrudt. Efterat den unge Prins

i I852 havde ledsaget sin Fader til Udlandet, kom han syg til Christiania og døde her otte Dage efter sin Ankomst, 24de September I852. Prinsens Lig overførtes fra Christiania til Stockholm paa den norske Korvet "Nidaros".

CHARLOTTE EUGENIE AUGUSTA AMALIA ALBERTINA.

Kong Oscar I.s eneste Datter, den ældste af de to Prinsesser, der ere fødte i det hele Kongehus, saa først Verdens Lys 24de April I830. Prinsesse Eugenie besidder sin Slægts rige Anlæg for de skjønne Kunster og har med Held dyrket Musik og Billedhuggerkunst, ligesom hun ogsaa er optraadt i Literaturen som selvstændig Forfatterinde. Under sine Sommerophold paa det vakre Fridhem paa Gottland øver Prinsessen tillige en storartet og mangesidig Godgjørenhed, ved Anlæg af Børnehjem og lignende veldædige Indretninger, som gjøre hendes Navn velsignet af Mange.

NICOLAUS AUGUST.

Den yngste af Kong Oscar I.s fem Børn, Prins Nicolaus August, fødtes 24de August I83I og døde 4de Marts I873, kun faa Maaneder efter sin ældste Broder. Prins August interesserede sig levende for forskjellige almennyttige Indretninger. Navnlig havde han med megen Opmærksomhed fulgt Udvik-

lingen af de Bestræbelser, der i den nyere Tid ere vakte for Sygepleien i Felt. For denne Sag, som han selv havde studeret under et Ophold i Tydskland og Schweiz, ofrede han meget. Ligeledes interesserede han sig meget for Brandvæsenet. Prins August var en godgjørende Natur, men kun Faa fik vide derom. Den I6de April I864 formæledes Prinsen med Prinsesse Therese Amalie Caroline Josephine Antoinette af Sachsen-Altenburg, født 2Ide December I836, der overlever ham.

Der hengik efter Carl Johans Thronbestigelse mere end 8 Aar, inden han fik nogen Sønnesøn, og inden Arvefølgen i Kongehuset kunde ansees for betrygget. Kronprinsens Ægteskab syntes i Begyndelsen at skulle blive børnløst; men saa fødtes 3die Mai I826 hans ældste Søn, Carl Ludvig Eugen, til almindelig Glæde for Konge og Folk. Da den unge Prins, der i Sverige førte Titelen Hertug af Skaane, voksede op, viste han sig i Besiddelse af rige Naturgaver og tillige af Evnen til at kunne vinde Alle. Hans Personlighed var en af de rigest og alsidigst udstyrede, og sjelden skal en ung Fyrste have lovet mere. Ved sin Faders Thronbestigelse blev han Kronprins, og som saadan formæledes han den I9de Juni I850 med Prinsesse Louise af Nederlandene. Fra I857 styrede han som Kronprinsregent de forenede Riger, fra 8de Juli I859 som Konge. I I856 og I857 var han Norges Vicekonge, efterat Løvenskjold havde taget Afsked som Statholder, og holdt da Hof i Christiania, hvor han boede i Palæet.

Kong Carl XV var med Liv og Sjæl Militær; Hæren var i begge Riger hans Øiesten. Men ogsaa hans Styrelse faldt i en Fredstid, der ikke tillod ham at vise, hvad han maaske kunde være bleven som Hærfører. Som Kronprins og som Konge havde han næret stærke skandinaviske Sympathier og knyttet et nært Venskab med den danske Konge, Frederik VII. Ved dennes Død udbrød Krigen mellem Danmark og de tydske Stormagter; men de forenede Riger kom ikke til at tage Del i denne. Heller ikke indvikledes de i I870 i den sidste Krig mellem Tydskland og Frankrige, uagtet Kongen nærede en levende Deltagelse for det sidste Land.

Arbeidet for Rigernes materielle Fremgang, der var begyndt under Oscar I, fortsattes med usvækket Iver under hans Efterfølger. Norge havde ligesom Sverige i Oscar I.s Tid faaet sine første Telegrafer og Jernbaner; under Kong Carl arbeidedes der raskt og stadig paa disses fortsatte Udvikling. Det nye norske Veinet, som var paabegyndt under Faderen, udvidedes stærkt under Sønnens Regjering; overalt var der Fremgang. Dette mærkedes ikke alene paa det materielle Omraade.

Carl XV. begyndte i een Henseende sin Regjering som Konge under vanskelige Forhold. Vinteren I859-I860 vil altid bevare en mærkelig Plads i vor Historie, idet da den saakaldte Statholderstrid, der var bragt i Forbindelse med den fra svensk Side krævede Revision af Foreningsforholdene, satte Alles Sind i Bevægelse over begge Riger. Men det var, som om dette hurtig glemtes. I I864 feiredes først Femtiaarsdagen for Norges Frihed og derefter for Foreningen. Der nedsattes en Unionskomite, der skulde behandle Foreningsspørgsmaalene, og der fremkom fra denne et Forslag til en ny Rigsakt; men dette blev senere forkastet.

Carl XV.s Styrelsestid er i begge Riger udmærket ved en omfattende Virksomhed paa Lovgivningens Omraade; det Valgsprog, som han tog ved sin Regjeringstiltrædelse, var jo ogsaa: "Land skal med Lov bygges". Den betydeligste Reform, der foregik i hans Tid, var den store Omdannelse af den svenske Forfatning, hvorved den gamle Repræsentation i 4 Stænder ophævedes, i hvis Sted der kom en af to Kammere sammensat Rigsdag. I December I865 vedtoges den nye Rigsdagsordning af de 4 Stænder, og 22de Juni I866 opløstes den sidste Standsrigsdag. Rigsdagsordningen, der var udarbeidet af Louis de Geer, medførte for øvrigt kun faa Forandringer i den tidligere gjældende Forfatning; men dens Vedtagelse var dog Indledningen til et nyt Afsnit i Sveriges Historie.

Noget lignende gjælder ogsaa den Forandring, der i Carl XV.s Tid i I869 blev foretaget med den norske Grundlov, hvorved der indførtes aarlige Storthingsmøder. Ogsaa denne blev Indledningen til en ny Epoke i Norges Udvikling, der i mange Henseender er forskjellig fra den foregaaende.

Carl XV. var en varmhjertet, høitbegavet Personlighed, med aabent Øie for alt det Skjønne i Livet; han dyrkede med Held Malerkunsten, Musiken og Digtekunsten. Med sit aabne Hjerte fandt han mange Venner, og han opnaaede, navnlig i Sverige, en betydelig Popularitet. Paa sit Slot Ulriksdal, hvor han trivedes bedst, havde han samlet store Kunstskatte og betydelige Samlinger, af hvilke meget ogsaa efter hans Død er blevet bevaret. Oprindelig havde Carl XV. en meget stærk Natur; men hans gode Helbred blev i hans senere Aar meget vaklende, og fra I87I var det ikke vanskeligt at forudse, at Kongen ikke vilde blive nogen gammel Mand. Om Sommeren

I872 foretog den syge Konge en Badereise til Aachen, men uden Held. Paa Hjemreisen naaede han kun til Malmø, hvor han afgik ved Døden I8de September, i en Alder af kun lidt over 46 Aar.

VILHELMINE FREDERIKE ALEXANDRA ANNA LOUISE.

Prinsesse Louise af Nederlandene var en Datter af den bekjendte Prins Frederik af Nederlandene. Hun blev født i Haag 5te August I828 og blev i I849 forlovet, i I850 gift med Kronprins Carl. Bryllupet stod i Stockholm I9de Juni I850. I I856 og I857 boede det unge Par i Christiania, medens Kronprinsen var Norges Vicekonge. Med sin Gemal kronedes hun 3die Mai I860 i Sverige, 5te August i Norge. I I87I besøgte Dronningen Nederlandene, blev paa Tilbageveien til Sverige syg og døde kort efter i Stockholm af en Lungebetændelse, 30te Marts I87I.

Af Kong Carls og Dronning Louises Ægteskab var der kun 2 Børn. Den ældste er Prinsesse Louise Josephine Eugenie, der fødtes paa Stockholms Slot 3Ite Oktober I85I og den 28de Juli I869 formæledes med Kronprins Frederik af Danmark. Sønnen, Prins Carl Oscar Vilhelm Frederik fødtes I4de December I852, men døde allerede I3de Marts I854.

Kong Oscar I.s. tredie Søn, Oscar Frederik, blev født paa Stockholms Slot den 2Ide Januar I829 og døbt den 28de. Sveriges Riges Stænder stode Fadder ved den unge Fyrstesøns Daab. Prins Oscar nød ligesom sine Brødre en omhyggelig Opdragelse; han bestemtes tidlig, overensstemmende med sin Tilbøielighed, til at indtræde i Marinen og blev i I845 Løitnant. Senere tjenstgjorde Prinsen hyppig paa Orlogsskibe fra begge de forenede Riger og førte bl. a. den norske Korvet "Nordstjernen". Prins Oscars Interesse for Søværnet viste sig ogsaa bl. a. i de Skrifter, han udgav om Marinens Anliggender; den fandt et andet Udtryk i hans Digte om Havet og de til dette knyttede ærefulde Minder, "i hvilke", som det er sagt, "en frisk Havvind synes at gjennemsuse Lyrens Strenge, og hvori Sangerens Sjæl er saa indforlivet med de Billeder, han har tegnet, at en Bølgens Søn let gjenkjendes i de livlige selvstændige Træk". Det er Digtsamlingen "Ur svenska flottans minnen", belønnet med det svenske Akademis Pris, som disse Ord gjaldt. Ved Siden deraf udkom der fra I859 af en Række Hefter under Titelen "Nytt och gammalt", der indeholdt Prinsens Digte. Ogsaa som Oversætter af Digte fra fremmede Sprog (Herders "Cid",

I857, Göthes "Torqvato Tasso", I866) vandt Prins Oscar et anseet literært Navn. Ved Siden deraf udgav han historiske Arbeider, af hvilke navnlig en Skildring af Carl XII, foredragen i det svenske Militærselskab paa I50 Aarsdagen efter denne Konges Død, har vakt megen Opmærksomhed, saavel ved Forfatterens indtrængende Kjendskab til sit Emne, som ved den aandfulde Stil, hvori den er skreven.

Der var ved Prinsens Fødsel kun ringe Udsigt til, at han nogensinde skulde kunne bestige Thronen. Efter Prins Gustavs Død i I852 blev han rigtignok den anden af Prinserne; men først da det viste sig, at den ældste af Brødrene ikke fik flere Sønner, blev Prins Oscar at betragte som den egentlige Thronarving. Imidlertid var der fremdeles, naar man saa den kraftige Carl XV., kun ringe Sandsynlighed for, at der snart skulde blive et Thronskifte. Under disse Forhold levede Prins Oscar et arbeidsomt Liv, optagen af mangehaande Forretninger. I begge Rigers Hær og Flaade beklædte han høie Stillinger, hvis Pligter det krævede sin Tid at opfylde; ved den skandinaviske Industri-Udstilling i Stockholm I866 var Prins Oscar Præsident, og ligeledes var han Formand i de Kommissioner, der forberedede og ledede de forenede Rigers Deltagelse i den internationale Verdensudstilling i London I862 og I87I og i Paris I867 samt ved den skandinaviske Udstilling i Kjøbenhavn I872. Ved Siden deraf var Prinsen Formand for Musikakademiet i Stockholm, en Institution, hvis Trivsel laa ham overordentlig paa Hjerte. Ogsaa for de fra Sverige drevne Opdagelsesreiser i de arktiske Lande nærede Prins Oscar en varm Interesse, der ogsaa efter hans Thronbestigelse flere Gange har tilkjendegivet sig paa en virksom Maade. Et af de nyopdagede Polarlande bærer

derfor ogsaa hans Navn som "Prins Oscars Land". I I868, da Lunds Universitet feirede sin 200 Aarsfest, var Prins Oscar en af dem, der hædredes med Ærestitelen som Doctor philosophiae.

I Norge var Prins Oscar paa hyppige Besøg og Reiser. I I845 fulgte han sin Fader til Christiania, da denne kom for første Gang som Konge, og senere var han oftere i Norge. I I860, efter Kong Carls Kroning, reiste Prins Oscar over Sognefjeld og boede udover Høsten paa Bygdø. I I864 kom han til Christiania som Kongens Repræsentant ved den store Foreningsfest, og i I869 bereiste han med sin Familie flere Egne af Landet; i I872 kom Prins Oscar til Haugesund ved Tusindaarsfesten, som sin Broders Repræsentant, og reiste derfra over Ryfylke og Hardanger til Bergen.

I denne By mødtes han af Budskabet om, at Kongen paa Grund af Sygdom maatte reise til Aachen og under sit Fravær overdrage ham Regjeringen. I Bergen overtog han saaledes denne og beholdt den paa sin Broders Vegne, indtil han selv den I8de September I872 ved Carl XV.s Død blev Konge.

Siden denne Dag er der snart hengaaet elleve Aar, i hvilke man i Norge har været Vidne til en stærk politisk Bevægelse, der neppe endnu paa længe kan finde sin Løsning. Men disse samme Aar ville tillige i begge Rigers Historie staa som en Periode af mærkelige økonomiske Fremskridt; i Norge som i Sverige har navnlig Jernbanevæsenet taget et stort Opsving, og i kort Tid har Kong Oscar kunnet aabne to Mellemrigsbaner, Jernbanen mellem Christiania og Throndhjem foruden mange mindre Jernbaner. I Norge har Kong Oscar siden sin Thronbestigelse i Regelen været flere Gange hvert Aar, og for det meste paa lange Besøg. I I873 reiste han mellem sin

Kroning i Stockholm og i Throndhjem lige op til Finmarkens yderste Grænser. Overhovedet har siden Haakon VI.s og Margretes Tid intet Kongepar kjendt Norge saa godt som Kong Oscar og Dronning Sophie.

SOPHIE VILHELMINE MARIANE HENRIETTE.

Den 6te Juni I857 stod paa Slottet Bieberich den daværende Prins Oscars Bryllup med Prinsesse Sophie, Datter af Hertug Vilhelm af Nassau og Prinsesse Pauline af Wür[t]temberg. Prinsesse Sophie, der var født 9de Juli I836, kom derefter med sin Gemal til Stockholm den I9de Juni. Efter Kong Oscars Thronbestigelse kronedes Kongen og Dronningen i Stockholm I2te Mai og i Throndhjem I8de Juli I873. I mange Aar har Dronning Sophies Helbredstilstand nødsaget hende til længere Ophold i Udlandet, fornemlig i Amsterdam. I Hjemmet har Dronningen navnlig taget sig opofrende af alle Nødlidende og Blotstillede. I I882, da Norges nordligste Landsdele vare hjemsøgte af frygtelige Storme, var det Dronning Sophie, der udkastede Tanken til den store Slotsbazar og satte denne i Verk.

Kong Oscar og Dronning Sophie have 4 Sønner, af hvilke den ældste er Rigernes Kronprins,

Oscar Gustav Adolph, født I6de. Juni I858 og 20de September I88I formælet med Prinsesse Sophie Marie Victoria af Baden. Den IIte November I882 fødtes paa Stockholms Slot deres Søn, Prins Oscar Frederik Vilhelm

Olaf Gustav Adolph. I I883 har Kronprinsen overtaget Ærespræsidiet ved den norske Kunst- og Industri-Udstilling i Christiania.

Kongeparrets øvrige Sønner ere Prinserne,

Oscar Carl August, født I5de November I859, Officer i begge Rigers Flaade og i Mai og Juni I883 Chef for Kanonbaaden "Vidar",

Oscar Carl Vilhelm, født 27de November I86I, og

Eugene Napoleon Nicolaus, født Iste August I865.

• Forsiden (the front page)

• Sidene 1-33 (Pages 1 to 33)

• Portrait of the Bernadottes 1888

• Norges kongehus. En uoffisiell informasjonsside (The Royal House of Norway. An unofficial information page)

• Sveriges kongefamilie. Pekere (Swedish Royal Family links)

• Hoelseth's Royal Corner

• Hovedsiden (The main site)

Denne siden ble sist oppdatert torsdag 8. juli 2010
(første gang publisert på siden http://www.geocities.com/dagtho/nielsen1883a.html mandag den 9. september 2002).

© 2002-2010 Dag Trygsland Hoelseth